Jeg har en erfaring af min tro, som ofte vender tilbage. Det er en følelse i mit hjerte, som svinger op og ned, som nogle gange er stærk og andre gange mindre stærk. Det er kulde og død. Det går med jævne mellemrum til min rædsel op for mig, at mit hjerte er så koldt, ja nærmest dybfrossent, at det umuligt kan præstere tilstrækkeligt med tro. Det er forfærdeligt, for jeg ved jo udmærket godt, hvor meget Jesus har ofret for at frelse mig, og så kan jeg ikke engang præstere en smule hjertevarme til gængæld. Jaja, det føles måske en anelse bedre, når man er på store kristne lejre eller stævner, hvor jeg måske kan hive mig helt op til en rar følelse i maven eller endda lidt gåsehud under lovsangen, og måske holder følelsen nogle dage efter, men hurtigt går det op for mig, at det bare var ubetydelig symptombehandling, og at mit hjerte stadig er akkurat lige så koldt og dødt som før. Og jeg kan så småt begynde at rive mig i håret af frustration, for den slags hjerter kan da umuligt være til nogen som helst behag for Gud. Til sidst kommer det store spørgsmål så uværgeligt snigende: jamen, har jeg da helt mistet troen? Mit hjerte føles jo stendødt, og jeg kan ikke se skyggen af tro derinde!
Jeg skriver ikke dette for at udlevere mig selv på en eller anden følelsespornografisk måde, men fordi jeg er overbevist om, at det er en almen kristen erfaring. Vi har alle en grunderfaring af at være kolde og døde, og mange forsøger så at behandle denne sygdom ved at leve fra det ene adrenalinkick til det næste. Fra gåsehud til gåsehud. Men det er og bliver overfladisk symptombehandling.
For mit eget vedkommende blev det et vendepunkt for mig, da jeg indså betydningen af den sandhed, som kommer til udtryk i en rigtig god sang:
Min frelsesgrund er ikke min tro, min kærlighed,
omvendelse og bønner, ej livets hellighed.
Nej, grundvolden er Kristus, Guds Søn, urokkelig.
Og andre grunde frelser ej, det har jeg skriftelig.
Jeg bliver spurgt: Hvad er grundlaget for din frelse? Og straks begynder jeg at grave i mit gamle, kolde og døde hjerte, for at finde noget, som kan minde bare en lille smule om tro. Som om jeg virkelig tror, at jeg på dommendag vil få noget som helst ud af at vifte ivrigt med min fine tro, for at overbevise Gud om at jeg skal lukkes ind på den nye jord. Som om min tro, selv på en god dag, skulle være god nok til at åbne Himlens porte for mig.
Nej, i stedet for lede efter den smule tro og hjertevarme, som jeg måske/måske ikke finder i mit eget hjerte, så er der kun én ting at gøre: henvise til Jesus. Når spørgsmålet om min frelse dukker op, så duer det kun at pege på Jesus. Hvis jeg virkelig vil pege på mit eget hjerte eller min egen tro, så er det dømt til at gå galt. Min frelsesgrund er fast forankret uden for mig selv. Min frelsesgrund sidder i Himlen og hedder Jesus Kristus, og når han sidder dér, så er min frelsesgrund i sikkerhed. Når han sidder dér, så kan mit eget kolde og døde hjerte ikke længere ødelægge det for mig, så kan det ikke længere så tvivl om min frelse, for min frelsesgrund er uden for mit kolde hjertes rækkevidde. Det er altså Jesus, du skal vifte ivrigt med på dommedag, for så vil du med garanti (himmelsk garanti endda) blive lukket ind på den nye jord.
Jamen, jeg skal da tro på Jesus, skal jeg ikke? Og det er jo netop det, som er problemet, for den tro kan jeg ganske enkelt ikke finde hos mig!
Jo, du skal tro på Jesus. Men den tro, som frelser dig, finder du ikke i dit eget hjerte som en særlig følelse, for i dit eget hjerte finder du kun fortvivlelse. Tro er nemlig ikke en følelse, du kan hive eller slide ud af dit hjerte, men tro er netop at vifte ivrigt med Jesus overfor Gud. Tro er at komme til Jesus præcis som du er, og bede ham om frelse og nåde, og det kan du gøre uanset hvor dødt og koldt dit hjerte er. Troen er som en urviser: Den kan være nok så stor og flot, men hvis den ikke sidder i uret og peger det rigtige sted hen, så en den fuldstændig ligegyldig. Omvendt kan urviseren være lille og skrøbelig, men hvis den sidder i uret og peger det rigtige sted hen, så tjener den sit formål, og mere kræves der ikke af den. Det vigtige ved troen er ikke dens størrelse, intensitet eller varme, men om den peger på Jesus, om den kommer til ham med synden beder ham om tilgivelse. Dermed bliver temperaturen i mit hjerte helt overflødig, for troen er af en helt anden verden!
Mit hjerte er koldt, men Jesus er varm.
Jeg er fortabt, men Jesus kom for at frelse det fortabte.
Nu behøver man jo heller ikke at blive så hurtigt fornærmet som jeg. Man kunne snildt lade riven blive stående i skuret frem for at tage den ud og tilmed ryste den som en gal over denne kommentar: “Gud har to replikker i Markusevangeliet”.
“Ja, Gud som i Gud Fader, ikke sandt lille dame?” hører jeg mig selv tænke, så snærpet og pubertetsfornærmet, at jeg nærmest rynker på næsen bare ved at tænke ordene… Jeg sidder til NT undervisning på religionsvidenskab ved Københavns Universitet og får undervisning over lektien i Markusevangeliet. Men jeg spilder dog ikke tiden med at være fornærmet, men lærer ved hjælp af min reaktion lidt om mig selv og min tilgang til Bibelen.
Jeg går fornærmet udfra at min kære lærer med hendes, for mig at se, liberale tilgang kun har i sinde at kaste tåger og skygger over teksten egentlige hensigt: at sprede det gode budskab. Men nu er hendes job jo at give mig nogle andre vinkler og diskutere andre emner i teksten – og hermed hjælpe mig med at bestå eksamen. Og selvom jeg er teolog-spire/slash/pretendent og måske burde fatte interesse for teologiske finurligheder, så finder jeg min tilgang til Bibelen noget fastlåst i en vinkel, som måske understreger min position som wannabe lægmandsprædikant. Jeg kan ikke læse en bibeltekst uden at tænke: “hvad siger teksten om opbyggelse i troen på Jesus som min frelser?”
Jow, kristendommes sociologiske perspektiver og narrative lag er interessante vinkler på teksten og kan fint bruges til at komme et spadestik dybere. Men at man altså sagtens kan tale om en bibeltekst uden at komme rundt om det kristne liv, tro og tvivl, kors og opstandelse, lov og evangelium, det skal jeg minde mig selv om NT-time efter NT-time. Og selvom jeg ikke vil sige at jeg føler mig 100% åndeligt tryg under hendes vejledning, så kan jeg ikke forvente at timen starter og slutter med bøn, med the good old L&E inde mellem… Så vær nu ikke så snerpet makker! Og undskyld Anne! (nr. 1 fra venstre, guitarist i det hedengangne band Miss B. Haven…)
Efter at have levet et liv med prædikatet “kristen” på pande og i sind, så ligger det lige til højrebenet at miste fokus på hvad det at være Guds barn egentligt vil sige.
Jeg er en synder og har brug for tilgivelse. Jeg prøver at forstå nåden og kæmpe mod mine genstridige gerningsretfærdige tendenser. Jesus er min frelser, men livet som kristen føles ofte som en kamp for at leve i næstekærlighed, tjeneste af “disse mine mindste” og i kamp for godhed. Man føler sig som Guds medarbejder, ansat til at udføre tjenester. Et 24/7 job uden ferie.
Jeg er vild med Jesus, jeg ønsker at vide mere om ham. Hans ord og gerninger er helt enormt respektindgydende og jeg bliver ofte helt overvældet af hans syn på livet og på næsten. Jeg søger nærmest undskyldende at møde ham i bøn og bibellæsning, benorvet og småbetuttet nogle gange, påtaget og ironisk andre. Jeg føler mig som Jesus-fan, nærmer ham som i en idolrelation, hvor jeg aldrig rigtig kan slappe af eller være mig selv.
“Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn” Joh. kap. 1 v.12
Ved troen er jeg ikke bare Guds medarbejder eller hans “fan” – men et Guds barn! Man skal måske være forælder for bedre at kunne forstå den kærlighed man kan elske sine børn med. Uanset hvad, så kan jeg se at jeg ofte har begået den synd at undervurdere min status som et Guds barn. Jeg har set det mere som et medarbejder- eller et fan/idol forhold, at Gud ser mig cirka som en politiker ser på sine vælgere eller et idol på sine fans: det er fedt man er med i flokken, men så betyder man heller ikke mere…
Dog, den kærlighed Gud har vist ved Jesu død på korset taler for sig selv. Og den kærlighed som Gud elsker mennesker dengang, men også i dag og i morgen, den er ligeså gennemgribende og overvældende! Gud er kærlighed og ingen elsker ligesom han! Og tænk sig: jeg er hans barn!
Jeg tør næsten ikke, men nu får I altså endnu et lille klip med Mark Driscoll fra den samme prædiken. Jeg gør af to grunde: 1) Det er en markant anderledes (lidt mere sober) retorik, som han bruger her, og 2) emnet vil nok igen provokere mange.
Hvad mener I? Har vi glemt talen om at Gud hader synden OG synderen?
I går blev jeg gjort opmærksom på en fyr ved navn Mark Driscoll. I 90′erne var han en af foregangsmændene i emerging church bevægelsen, men måtte til sidst lægge afstand til store dele af bevægelsen, da, som han siger “friends like Brian McLaren and Doug Pagitt began pushing a theological agenda that greatly troubled me.”
Jeg er dog ikke ude efter en diskussion om EC-bevægelsen, men mere om det, Mark Driscoll er inde på i denne video: Tolerance og forpligtigelse på sandheden.
Han er åbenlyst en fyr med masser af temperament, men jeg synes, han har nogle fine pointer, selvom jeg også snildt kan føle mig provokeret af ham. Men hvad siger I derude? Nogle tanker?
Til dessert skal I lige ha’ den her:
