ORAELM er?
ORAELM står for Orthopistisk* Roseniansk** Augustinsk*** Evangelisk Luthersk Mission.
Nej, vi er ikke i gang med at stifte en nyt missionsforening i konkurrence med Indre Mission, Luthersk Mission eller Evangelisk Luthersk Mission, men alligevel er ORAELM dog ikke en ligegyldig titel.
Denne weblog vil med udgangspunkt i det kristne verdenssyn indholde alt fra Bibel til brok, fra kærlighed til konfrontation, fra samfund til sort humor. Vi ønsker at kernen skal være en applikation af Bibelen og kristen tro&etik ind i en hverdag anno nu og her. Vi vil, ligesom generationer af troende kristne før os, søge at belyse troens virkelighed ind i den hverdag hvori vi lever med udgangspunkt i det kristne evangeliums menneske- og gudsbillede. Samtidigt vil vi skæve til de møjsommeligt omsamlede erfaringer af kristentroen som udgør den kirkehistorie, som vi vel hermed på en måde træder ind i som en del af. Hvad har Bibelens lære og kirkehistoriens erfaringer at sige til menneskers liv og gudsforhold i dag.
For kristendom handler netop om livet. Vi tror på at vi som kristne og som mennesker, har en masse guldkorn liggende klar i Bibel og kirkehistorie. Her kan vi hente inspiration til menneskelivet og finde Sandheden om os selv og vores natur – også i dag i 2009.
Hovedemner vil derfor være kirke og kirstenhed, tro, etik, medmenneskelighed, moral, samfund, generel religion osv osv. Altsammen set fra to vinkler: stud. theolens og lægmandens.
Altså er kernen det kristne verdenssyn. Dog er dette jo er en weblog, så den vil også, ind imellem disse fromme indslag, opfylde de sædvanlige pligter for en weblog: nemlig tom underholdning til den evigt surfende sjæl out there.
* Sammensmeltning af orthodoksi og pietisme.
** Rosenius: Svensk vækkelsesprædikant og skribent 1816-1868.
*** Augustin: Nordafrikansk teolog og filosof 354-430.
Orthopistisk?
Det bedste fra de to verdener: Ortodoksi og pietisme
Orthopistisk?!
Det lyder som en gang grunigt dogmatisk bevidst føleri. Hvorfor ikke orthopraktisk, nu vi er i gang?
:kætter:
Men tillykke med det! Jeg undrede mig sådan over hvem det var der trackbackede til Tilværelsen, men nu ved jeg det!
:kys:
Bvadr… du skal ikke komme her og sende kys til min kæreste og min svoger, Frovin!
et helligt kys er vel aldrig af vejen?
:mys:
@Fro: Det er da ellers en herlig økumeninsk betegnelse. Tænk sig, om orthodoksien og pietismen endelig kan forenes? Og jeg som troede, at du ville være glad… snøft…
…og orthopraktisk kunne såmen være en udmærket tilføjelse, men så ville vi jo ende med to o’er i navnet, og det går jo slet ikke…
Andreas skal ikke kysse andre end mig – heller ikke om det så er et “helligt” kys…
kysser I!? Og I er end ikke forlovet!? Skandale!
:mys mys:
Er “pistisk” (pistis=tro) og pietisme (pietas = fromhed egl. af collegia pietatis = konventikler -udenomkirkelige forsamlinger = datidens missionshuse) ikke to forskellige ting.
Jeg vil nødig have fraskrive mig troen(pistis), blot fordi jeg som ortodoks lutheraner afviser pietismen.
mvh. Magnus
@Magnus: Det er faktisk ikke en specielt velegnet betgenelse, og jeg er også blevet foreslået at skifte det ud med “piedoks”, men nu er skaden vist sket. Det skulle nemlig meget gerne være en sammensmeltning af “pietisme” og “orthodoksi”, men det er ikke lykkes særlig godt.
Jeg synes i øvrigt, at det i længden er uheldigt, at fastholde et enten-eller mellem luthersk orthodoksi og pietisme. Gode folk som Brorson og Rosenius formåede i hvert fald at finde det bedste fra de to verdener, og det projekt ønsker jeg også at kaste mig ud i. Deraf det noget uheldige navn. Der er uden tvivl mange modsætninger mellem hardcore pietisme og hardcore othodoksi, men de udelukker, for mig at se, ikke hinanden helt.
Glem ej heller Zinzendorf, nu vi er i gang…
Zinzendorf var nu lige lovlig (vulgær)pietistisk efter min smag…
Ja, nu var han jo heller ikke teolog, vel, bare en sølle jurist.
.. han blev da vist nok biskop til sidst alligevel.
Men hans arv er jo fantastisk! En dag skal jeg citere på bloggen hvad et par Wittenberg-lutheranere sagde til tanken om tværkulturel mission før Nicolaus Z. kom på banen… okkeja.
Hans arv er heldigvis bemærkelsesværdig uvulgærpietistisk!
Hej akipsen
Jeg er ikke enig i, at pietismen bidrog med noget positiv. Det er klart, at der findes pietister, som er mindre pietister end andre – og det er selvfølgelig positivt, hvis man sammenligner dem med nogen,d er er mere pietistiske. Men sammenligner man dem med ortodokse, er det stadig et skridt i den forkerte retning.
Jeg mener ikke, at pietismen fremkom med noget væsentligt godt, som ikke allerede fandtes i ortodoksien(fromhed fandtes faktisk før pietismen). Til gengæld fremkom den med en hel del, der undergravede den sande lære og menneskers frelse. Den banede desuden vejen for rationalismen.
mht. Zinzendorf, så er han et godt eksempel på pietismens pendulsvinging ml. nomisme og antinomisne, hvor herrnhuttismen var en reaktion mod Halle-pietismens nomisme, men i stedet blev til antinomistisk føleri. Ærgeligt, at herrnhuttismen fik spredt sig til alverden i stedet for ortodoksien.
Min helt fra perioden er Ernst Valentin Löscher, en from mand, som førte pennen for ortodoksien mod pietisme og rationalisme. En del af hans artikler om pietismen er samlet i ‘Timotheus VErinus’, som er oversat til engelsk og for nylig genoptrykt af Nortwestern Publishing House:
http://online.nph.net/cgi-bin/site.pl?10418&productID=150594
@Magnus: Tjo, men den der ortodoksi, du fremhæver, havde jo ikke begreb om missionsbefalingen. Alverdens folkeslag måtte besinde sig på skabningen, vi havde desuden fået inkarnationen og åbenbaringen én gang allerede, lød det, så mission var no-go. Var det så ikke bedre at Zinzendorf hjalp kirken til at forstå at evangeliet rent faktisk er til hele verden?
Det er sandt, at der var forskelligt syn på forståelsen af dåbsbefalingen, men både Martin Luther og senere f.eks. Balthassar Meisner ( ortodoks teolog) havde syn for mission i deres teologi. Den ortodokse svenske Kong Gustav Vasa førte da også mission blandt lapperne, er et blandt flere eksempler på mission.
At den lutherske kirke ikke i praksis nåede langt i sin missiongerning og desværre også i missionssind før den periode, hvor pietismen opstod, tror jeg skyldtes en del andre faktorer også.
Senere hen første f.eks. den gamle missurisynode en del mission blandt de nordamerikanske indianere, så den ortodokse lutherdom er sidenhen kommet efter det.
Jeg ved ikke, hvor positiv den hernnhuttiske verdensmission er, når den forkyndte et falske evangelium. Kun Gud ved, hvem der er blevet frelst derved, mens vi mennesker er forpligtet på at lære folkeslagene ALT, hvad Jesus har befalet – det er sand mission.
Magnus, det er lige præcis sådan nogle kommentarer her som gør det utrolig svært at debattere med dig. Når du kan afvise den herrnhuttiske verdensmission siden 1700-tallet ganske kort ved at hævde, at den har forkyndt et falsk evangelium – alle steder, til alle tider, af alle missionærer/præster etc. – så får man simpelthen lyst til at bide i bordet. Og ja, du er bestemt velkommen til ikke at bryde dig om Zinzendorfs arv og lære, men jeg begriber ikke at du tør sætte dig til doms over hvad der er foregået på brødrekirkens missionsmarker i mere end 200 år. For det er det, du gør. Véd du virkelig hvilken lære, der har lydt alle steder?
Unitas Fratrum har aldrig undsagt sig sin lutherske arv og har flere steder rent faktisk plantet lutherske kirker. Jeg har svært ved at se at du kan undsige dig dén indsats uden så også at ville dømme folk ude af frelsen. Men det siger du jo at du ikke vil.
Det er som om din modstand mod pietismen hindrer dig at glædes over at budskabet om Jesus kan nå mennesker, selv gennem noget så frygteligt som pietister? Taler det ikke stærkt om “skatten i lerkar” og den slags? Om Guds magt i vor afmagt? Evangeliet på skrømt?
En bøn: Kunne du ikke være bare en smule mere dialogisk? Du docerer. Du samtaler ikke.
Fint nok at du så på din blog skriver at luthersk kristendom af natur er polemiserende (og dermed understreger den selvopfyldende profeti, der findes i den offerrolle, sand luthersk kristendom altid må befinde sig i). Men det her er ikke bare en polemiserende bemærkning; det er en dumsmart én, og den er talt uden kærlighed til de mange brødre og søstre, der gav afkald og liv for at bringe evangeliet til de, der ikke kendte deres skaber. Uden disse ville evangeliet forresten heller aldrig have nået dig. Men det var måske bedre om Ansgar osv. var blevet hjemme, og du kunne dø i synden?
Din kaldelse har tilsyneladende meget at gøre med at formane. Tak Gud for det! Tillad mig så nok en gang at ønske et mere dialogisk sindelag, hvis du da ønsker at andre skal forbedre sig og besinde sig på den sande lære. For det er vel det, du ønsker?
Når det er sagt, glæder da mig med dig over at Zinzendorf lærte os alle noget om missionssind. Jeg foretrækker i øvrigt at kalde det “missionsbefalingen”, for “dåbsbefaling” lyder for mig lidt for meget af tvangsdåb og Østersø-korstog. For mig at se var Zinzendorfs spark til (mange) lutheranere utrolig velplaceret og medvirkede til at lutherdommen ikke udviklede sig til et goldt, tidehvervsk system, men blev optaget af missionsbefalingen til velsignelse for mange og til Guds ære.
Og du har helt ret i, at sand mission handler om at lære folkeslagene alt, hvad Jesus har befalet. Det tager tid. Det tager kræfter. Det koster penge. Og der er så mange, der endnu ikke kender ham!
@frovin
At der er Herrnhutter, der har prædiket evangeliet, er jeg ikke i tvivl om, men Herrnhuttismens iboende økumeniske natur gør, at der alligevel er tale om en blanding af sandt og falsk, som gør frelsen usikker. Det er ikke en fornægtelse af, at der er ikke-lutherske, der bliver frelst. Enkeltmenneskers frelse vil jeg ikke udtale mig om.
At du åbenbart kræver, at jeg giver tilsagn om vranglæreres frelse, men udtaler mig mindre bastant om læren, er udtryk for den pietistiske tradition, som jeg står aldeles fremmed overfor. Derfor undrer dit vredesudbrud mig også.
At beskylde mig for ukærlighed er for mig at se et useriøst personangreb.
@Magnus:
Jeg er altså ikke vred. Men måske nok lidt frustreret. Samtidig vil jeg faktisk gerne forstå. Ellers gad jeg ikke skrive her.
For det første vil jeg gerne afvise at jeg er i gang med et personangreb på dig. Jeg kender dig ikke og ved ikke hvor kærlig/ukærlig du er. Jeg har heller ikke skrevet at du er ukærlig. Min udtalelse om mangel på kærlighed gjaldt alene din bemærkning i post 18 om herrnhuternes missionsindsats. Du imødekommer i øvrigt den kritik ved i post 20 at åbne op for, at der findes eller har fandtes herrnhuter, der prædikede evangeliet. Der er altså forskel på at sige at de ikke gør det – og så at nogle gør det! – og dermed har du åbnet for en hel anden snak, nemlig om sande evangelier kan findes i vranglærende rammer. Men den må vi tage en anden gang.
Jeg mener ikke at have krævet noget af dig, for det har jeg ingen ret til; jeg tillader mig bare at undre mig over nogle ting. Jeg mener ingen steder at have givet udtryk for “krav” overfor dig af nogen art. Jeg har stillet dig spørgsmål som udspringer af min undren, men jeg oplever at du føler dig presset af dem. Det ved jeg ikke hvorfor sker; for det første taler vi bare om noget, for det andet er du jo en eftertænksom fætter som har rede ord på hånden.
Jeg har bedt dig – som en bøn og et ønske – om at docere mindre og samtale mere. Jeg er ked af hvis du opfatter det var udtryk for et “krav”; det var ganske enkelt fordi det var svært at debattere med dig. Jeg synes faktisk det er ret spændende at høre hvad du siger om tingene, ellers ville jeg ikke spørge dig igen og igen. Din udgave af lutherdom både inspirerer og provokerer. Det er faktisk (mest) positivt.
Sidst har dog jeg lyst til at udtrykke min frustration over at du i stedet for at svare mig “forklarer” at grunden til jeg spørger/skriver som jeg gør er, at jeg er pietist. Du vælger således ikke at imødekomme mine ærligt stillede spørgsmål, men afviser dem ved at sætte en label på mig. Lad mig være ærlig og sige, at det bryder jeg mig ikke om, for det bliver jeg faktisk ikke meget klogere af. Kanske at jeg er pietist. Men diskvalificerer det mig virkelig automatisk fra at samtale med en lutheraner?
Hvis du mener at vi ikke har mere at sige til hinanden vil jeg naturligvis respektere det. Men jeg håber du er klar over at jeg mest af alt bare undres, og spørger, fordi jeg tror du kan svare.
Og jeg stopper her, for jeg har ikke til sinds at bringe ufred.
@frovin:
Jeg beklager, hvis jeg har misforstået din omtale af kærlighed og krav. Jeg har muligvis læst dem lidt for hurtigt og reageret mere emotionelt end rationelt på det, der for mig lød som en generel karakteristik snarere end gående specifikt på det ene udsagn.
Jeg har dog ikke afvist at svare på spørgsmål eller samtale med henvisning til, at du er pietist. Jeg mener ikke, at jeg har forsøgt at lukke samtalen på nogen måde.
Men for at vende tilbage til emnet, som jeg håber, du fortsat vil samtale om, så mener jeg ikke, at det, at jeg hævder, at herrnhutterne forkyndte et falske evangelium modsiger, at evangeliet også er blevet prædiket. Jeg kan forstå din reaktion, hvis du troede, at jeg mente, at herrnhutter eller deres tilhængere ikke kunne blive frelst. Det har jeg ikke hævdet og mener heller ikke.
mvh. Magnus
@ Magnus.
Se, det her er hvorfor samtale på internettet kan være noget rigtigt hø…
Jeg er oprigtig glad for at misforståelserne er af vejen.
Tænker du at vranglære kan skabe sand tro?
@frovin:
Ja, man går hurtigt fejl af hinanden på skrift.
En smule surdej gennemsyrer hele dejen, men så længe der er tilstrækkeligt af evangeliet tilbage, kan der være mennesker, som kommer til tro ved en lykkelig inkonsekvens.
Mennesker går fortabt pga. falsk lære, men nogen frelses på trods af den falske lære, hvis evangeliet stadig trænger igennem.
Vi menneskers opgave er dog alene at vurdere, hvor den sande lære prædikes, da det er den, der skaber og bevarer troen.
Ethvert lærepunkt har betydning for retfærdiggørelsen, som er den artikel, hvormed troen står og falder, men det er ikke alle menensker, som i deres samvittighed drager denne konsekvens.
@ Magnus:
Jeg tænker at du har meget ret i hvad du skriver. Jeg tænker også om ikke der selv i de mest retlærende kredse findes en ‘de facto’ pietisme, der ser på menneskers tro, foruden læren? Kristendommen er jo netop ikke et system hvor man blot skal abonnere på de sande holdninger, så er alt godt. Læren er væsentlig fordi den stiller os ret (eller falsk) i den relation til Kristus, som vi må stå i. Og den relation gør noget ved os, som jeg næsten vil tro betyder noget i f.eks. kaldelsen af præster og deslige.
Personligt må jeg sige at jeg finder det nådefuldt at tro at selv den argeste vranglærer i bund og grund ikke kan stoppe evangeliets kraft og åndens sande virke til frelse i mennesker. Dette frikender ikke vranglæreren, men understreger for mig Guds nådige omsorg.
@frovin:
Spørgsmåler er for mig at se ikke, om troen er vigtig. Intet menneske bliver frelst uden tro. Spørgsmålet er for mig snarere, med hvilken sikkerhed vi kan udtale os om menneskers tro og med hvilken sikkerhed vi kan udtale os om læren.
Kirken består af de sandt troende, men dens kendetegn er læren og sakramentsforvaltingen. Kirkens ‘hvem’ kan vi ikke se med sikkerhed og af samme grund ikke bygge kirkefællesskab på. Kirkens ‘hvor’ kan vi dermed erkende gennem læren/forkyndelsen og sakramentsforvaltningen. Dette betyder ikke, at man frakender troen betydning, men at man man er varsom med at dømme om troen.
Selvfølgelig er der nogen, man subjektivt kan betragte som kristne, men dette vil altid være et subjektivt skøn. Det, der kan bygges kirke på, er læren. At bygge det på ens egen vurdering af andre menneskers tro fører for mig at se til dømmesyge og en farlig subjektivisme. Kirkefællesskab må bygge på det, der skaber og opretholder troen, nemlig evangeliets rene lære og sakramenternes rette forvaltning – så må Gud tage sig af resten.