At være eller ikke at være – i det kristne fællesskab

Jeg har fået en del kommentarer på min refleksion i bladet TilTro (februar 09). Derfor har jeg nu besluttet at ligge den originale udgave af refleksionen ud til debat her på bloggen – hvis nogle skulle have yderligere kommentarer til emnet.

Nå. Så gik det den vej igen. November, efterår og alt det der. En periode om året hvor kun Tom Waits synes at ramme tilværelsen på kornet når han grynter: “misery is the river of the world” og ”God’s away on business”. En tid hvor vi er mange som slet har ikke har lyst til stå op om morgenen. Både på grund af kulden og den piskende regn, men også fordi vi kæmper en håbløs kamp mod tilbøjeligheden til at smitte vores naivt smilende medmennesker med sæsonens knotne humør og dystre syn på nutid, fremtid, altid.

Jeg er egentligt en glad person, som kommer fra en glad familie. Jeg er et kristent menneske der inspireres til at elske min næste og være imødekommende mod selv den fremmede jeg ikke kender. Lykke er det bedste ord der beskriver den følelse som kommer over mig når jeg mindes om den kæmpe kærlighed der beskrives i det kristne evangelium: at Jesus tog min dom på sig, som det altoverskyggende klimaks i Guds enestående frelsesplan for at forsone en falden menneskeslægt med sig selv. Fordi han er kærlighed og fordi vi er faldne.

Når alt dette er sagt har jeg dog også en stærk tilbøjelighed til et melankolsk og pessimistisk syn på den faldne menneskeslægt og tilværelsen i en falden verden. Fra en indadvendthed som både kan være frygtelig selvfordømmende men også et ganske trygt sted at leve, betragter jeg tilværelsen og menneskene i den. Og det præger i den grad mit syn på det kristne fællesskab.

For som nævnt er jeg kristen og super glad for det. Mit håb tilhører Herren og uden ham og det håb ville landets aviser blive overstrømmet af harmdirrende læserbreve og meteorologer ville undre sig over de grå skyer som steg op fra et sted omkring Valby og med insisterende hast lagde sig som en tyk grå dyne over hele landet. Jeg betragter ganske vist at mine ikke-kristne kammerater fint kan leve efter god næstekærlig moral uden Gud i regnestykket, men tager du Gud ud af mit regnestykke, så falder selve matematikken fra hinanden. Troen er mit grundliggende ståsted, uanset hvor usynlig den kan virke i min hverdag. Den inspirerer mig til trods alt at deltage i fællesskabet med andre kristne og inspirerer mig til at forsøge at engagere mig i andre menneskers liv.

Men i det sociale og udadvendte kristne fællesskab har jeg ofte følt mig fremmedgjort. Jeg føler ofte at elementerne som udgør et kristent møde er præget af et overdrevent fokus på glæde, inderlighed og fællesskab, hvilket faktisk kræver ikke så lidt af et menneske rent socialt set. Det er populært at vise store følelser i lovsang akkompagneret af popmusikkens honningsøde akkorder. Bønnemødet, som er en god og sund kristelig praksis, kan virke alt for grænseoverskridende i delingen af intime bekymringer og andre emner. Det kristne fælleskab anses også ofte for at være et sted hvor man kommer og mødes med sine 20 allerbedste venner og er dermed et sted hvor der til tider kræves, ja, fornærmende meget af en indadvendt person.

Jeg tager til kristne møder trods alt. Men alt udover den gode forkyndelse i salmer og ord opleves ofte som støj på linjen. Jeg føler til tider fællesskabet som en belastning og betragter at jeg selv er en belastning for fællesskabet på grund af mine forbehold for at engagere mig socialt og fællesskabets insisteren på socialt engagement.

O, hvordan skal det dog gå vores indadvendte protagonist og hans ligesindede lidelsesfæller?

En god start er at stå op om morgenen på trods af regn og kulde, samt frygt for at smitte hele verden med efterårslede. Det kan godt være at Tom Waits langt hen af vejen har fat i den lange ende, men han siger jo ikke meget andet end hvad Prædikeren gør i det Gamle Testamente. Vi lever jo alle i samme verden fyldt med tomhed og uden noget nyt under solen og netop gennem dét fællesskab burde vi kunne inspirere hinanden til hvad der virkeligt betyder noget: nemlig at søge Gud. Desuden har vi jo også alle de her store løfter i Bibelen knyttet til det kristne fællesskab, noget jeg gentagende gange må minde mig selv om.

Jeg har diskuteret det kristne fællesskab flere gange med forskellige folk. Til tider griner man af mig når jeg i et svagt øjeblik indrømmer at mit ideelle kristne fællesskab er et sted hvor man nok smiler pænt til sidemanden, men ellers bare sætter sig ind på sin bænk, får sin prædiken og går igen. Og det er da også lige til at grine, eller græde, af. Et kristent fællesskab uden fællesskab, hvor prædikenen tilbydes fra kasse ét og nadveren automatisk kan tappes fra beholderen ved siden af denne. En automatisering af kirken i stedet for et levende og ægte fællesskab.

Nu har jeg bakset så længe med dette spørgsmål at jeg burde være kommet frem til en løsning eller i hvert fald nogle forslag der kunne hjælpe os på vej. Men jeg kan umiddelbart blot observere at ikke alle passer ind når det kommer til det kristne fællesskab. Alle er velkomne men mødet er indrettet sådan at alle ikke kan være med med samme grad af velvære. Måske er vi bare ikke klar over at nogle folk føler sådan? “Det skal nok fungere hvis vi bare forsøger” tænker vi, men i samme menighed sidder en person som egentligt bare vil have forkyndelsen og en anden som håber at finde sine bedste venner her og støtte sig til dem i sin tro. Og de bliver altså aldrig enige, og hen af vejen risikerer begge at føle sig udenfor.

Nu tilhører jeg den indadvendte gruppe som har svært ved at engagere sig i nye mennesker og den sociale side af det kristne fællesskab. Andre har et personlighedstræk som gør at de “lader op” sammen med andre mennesker og er derfor helt med på det store fællesskab. Hvor er vi forskellige! Hvordan skal vi få det til at fungere?

Parolen synes at være at det er mig og ligesindede som selv sidder med aben når det kommer til den indadvendtes integration i fællesskabet. Men jeg foreslår at vi med vores kære engagerede og sociale medkristne må tænke dybere over hvad det skal kræve rent socialt at være med i det kristne fællesskab. For mig er det kristne fællesskabs ypperligste rolle at inspirere os til personlig tro og inspirere os til at søge opbyggelse gennem bøn og andagt i vores hverdag. Vi skal ikke bare fyldes op og køre videre til næste møde. Man skal ikke støtte sig op ad det kristne fællesskab, men af de sandheder vi deler sammen.

Det kristne fælleskab er en super ting, men er samtidigt ikke kristenlivets ypperligste udtryk. Det er derimod en hjælp og støtte for individer til at søge Gud. Men som indadvendt og efterårsmuggen er det svært at engagere sig i dette, selvom man stadig gerne vil være en del af menigheden. Men er der også plads til folk som ikke altid orker at engagere sig i lovsang, vidnesbyrd og fælleslege? Skal vi blive væk? Kan et fælleskab leve med personer som har det bedst med at sidde tavse for sig selv. Er det overhovedet fællesskab?

Det var bare en samling af refleksioner og overvejelser. Jeg tror mange bør gøre sig nogle tanker om nogle af disse emner. Hvad mener du?