Moral
I hvor høj grad har vi kristne egentligt fokus på moral?
Meget hvis vi kigger på Bibelen og søger at lever i overensstemmelse med Jesus radikalisering af de 10 bud og Paulus’ konkrete vejledninger til det kristne liv osv.
Meget hvis vi kigger historisk og traditionel kristendommen fx i vækkelsesbevægelserne, som afskar sig kraftigt fra det verdslige i samfundet i sin tid og nogle steder vel lavede små “eksilsamfund” hvor Bibelen havde alt at sige i hverdagen.
Når jeg kigger på mit eget liv, så kommer moralen kun rigtigt op når jeg ser andre folk gøre ting som jeg forarges over: fx cykler overfor rødt, er åbenlyst egoistiske eller stolt ophøjer diverse tåbeligheder. Konklusionen lyder: det var vist ikke den rigtige måde at agere på.
Men jeg savner en rygradsreaktion hos mig selv, hvor jeg funderer på det moralsk rigtige i min egne gerninger i min egen hverdag. Ikke når jeg har gjort noget: “var dette egentligt klogt?” men inden jeg handler! “Hvad er det rigtige at gøre” i en given situation, eller: “hvordan griber jeg nu dette an” før jeg kommer ud for diverse hverdags problemstillinger. Altså en rygradsreaktion hvor man hele tiden summer over noget i retningen af: hvad siger de 10 bud, det dobbelte kærligheds bud, den kristne tradition osv. til det jeg har gang i nu og her?
Er det kun mig der mangler denne rygradsreaktion, eller er det noget generelt at “moral” og “moralsk” er noget vi tilskriver handlinger som er sket – ikke noget vi seriøst overvejer før vi handler. Holder vi os fromt og hellige fra åbenlyse synder, mens vi lever som vi finder for godt i andre forhold, uden at tage moral og “Guds plan for vores liv” ind over dagliglivet?
Puh, jeg er ikke sikker på en sådan rygmarvsreaktion ville lede til ret meget andet end selvhøjtidelig selvretfærdighed og moralisme? – som vel er (en af) pietismens mindst tiltalende svøber…
WDJD?
@Fro: Det gør vel ikke en sådan rygmavsreaktion forkert? Og hvis den er evangelisk funderet, så er det vel ikke noget problem?*
Jeg ved godt, at vi altid står i fare for selvretfærdighed, men løsningen på det er altså ikke at opgive at tænke bevidst om det gode og det rigtige i vores konkrete hverdag. Det kan snarere være en hjælp, hvis vi tænker så radikalt som bibelen, og finder vores trøst hos Jesus!
Eller, for at spørge, i stedet for at svare: Hvad mener du, alternativet til “rygmarvsreaktionen” er?
Det.. ved jeg ikke.
Selvfølgelig skal vi turde tænke at vi gerne vil gøre det, der er rigtigt, men det skal være det, der er rigtigt i Herrens øjne – og ikke det vi synes der er passende i situationen.
Men vi skal også turde stole på, at Gud lægger gode gerninger til rette for os at vandre i, og måske kunne et alternativ til rygmarvsreaktionen være at kigge lidt mere efter dem. Så kan fokus måske komme mere til at handle om hans gode vilje i stedet for vores halvgode.
@Fro: Den er ikke lige helt gået ind på min lystavle endnu, måske…. Hvad er forskellen på det, Simon kalder for rygradsreaktionen, og så det, du kalder for at kigge lidt mere efter de gode gerninger? Er det ikke begge dele en overvejelse af, hvad man bør gøre ind i konkrete situationer under vejledning af Guds bud?
Mange af mine tanker var inspireret af mine studier af islam og interview med muslimer som lagde meget vægt på at gøre det der var moralsk rigtigt og moral i det hele taget.
Men til forskel fra Islam har vi vel Helligånden som en medspiller? Gud selv som leder os i hverdagen. Vi har ikke profetens sunna, men en masse andre forbilleder primært “WDJD” som Linialis også siger og formaninger en masse i NT.
Desværre finder jeg ofte at det sker i retroperspektiv at jeg tænker over “det rigtige” at gøre. Men så længe nåden er ny og man bygger på den er man vel på rette vej.
Er det moralsk korrekt at lade en god blog sygne hen?
Whoah, Mads. Tag den, Oraelmerter!