Når mandag er følelsesløs

Livet som kristen er ofte idylliseret oppe i mit hoved. Et hverdagsliv i Guds kærligheds tegn! Et hverdagsliv med mening, mildhed og glæde, kærlighed til næsten og overskud til at søge Guds rige.

Men så bliver det mandag og det hele mærkes pludseligt følelsesløst. Næstekærligheden synes ikke at ville udleves, bønnen sidder ikke helt i skabet, og andagtsstykket skyller godt nok som vand over en knastør sjæl, som læskes, men få minutter efter igen føles tør og tørstig.

Jeg synes ofte det føles forkert, når det ikke giver et konstant smil på læben, at Jesus er død for mig. Min tak til ham stikker dog dybere end min egen overflade og udstråling, men oftest holder den sig dog også dybt dernede. Der er ikke snak om tvivl på Guds kærlighed, for den er jo en konstant som ligger udenfor mig. Men det er min manglende gejst og glæde jeg kan skamme mig over.

Det føles naivt at forvente at man kan rende rundt med overskud og glæde hele tiden. Dertil virker verden for ond og sjælen for arret. Men hvor kunne jeg godt tænke mig at se en ordentlig skare af glade og lykkelige kristne komme brusende ud i samfundet med kærlighed og overskud, kristne som dagligt udlever Paulus’ formaning til Fillipperne om at:

…være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden (Fil 2,15)

Det kan irritere mig at jeg som kristen ikke er et bedre “himmellys”. Jeg har daglig kontakt med mennesker som har brug for dette lys fra Gud, men jeg finder mig alt for ofte selv på lavt blus.

Nej, jeg ser ikke mig selv i den kristne superliga en halv grå mandag i april. Men med Gud som manager kan jeg måske nok ende i toppen alligevel. Som Paulus skriver:

For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. (Fil 2,13)