Dybfrossent hjerte
Jeg har en erfaring af min tro, som ofte vender tilbage. Det er en følelse i mit hjerte, som svinger op og ned, som nogle gange er stærk og andre gange mindre stærk. Det er kulde og død. Det går med jævne mellemrum til min rædsel op for mig, at mit hjerte er så koldt, ja nærmest dybfrossent, at det umuligt kan præstere tilstrækkeligt med tro. Det er forfærdeligt, for jeg ved jo udmærket godt, hvor meget Jesus har ofret for at frelse mig, og så kan jeg ikke engang præstere en smule hjertevarme til gængæld. Jaja, det føles måske en anelse bedre, når man er på store kristne lejre eller stævner, hvor jeg måske kan hive mig helt op til en rar følelse i maven eller endda lidt gåsehud under lovsangen, og måske holder følelsen nogle dage efter, men hurtigt går det op for mig, at det bare var ubetydelig symptombehandling, og at mit hjerte stadig er akkurat lige så koldt og dødt som før. Og jeg kan så småt begynde at rive mig i håret af frustration, for den slags hjerter kan da umuligt være til nogen som helst behag for Gud. Til sidst kommer det store spørgsmål så uværgeligt snigende: jamen, har jeg da helt mistet troen? Mit hjerte føles jo stendødt, og jeg kan ikke se skyggen af tro derinde!
Jeg skriver ikke dette for at udlevere mig selv på en eller anden følelsespornografisk måde, men fordi jeg er overbevist om, at det er en almen kristen erfaring. Vi har alle en grunderfaring af at være kolde og døde, og mange forsøger så at behandle denne sygdom ved at leve fra det ene adrenalinkick til det næste. Fra gåsehud til gåsehud. Men det er og bliver overfladisk symptombehandling.
For mit eget vedkommende blev det et vendepunkt for mig, da jeg indså betydningen af den sandhed, som kommer til udtryk i en rigtig god sang:
Min frelsesgrund er ikke min tro, min kærlighed,
omvendelse og bønner, ej livets hellighed.
Nej, grundvolden er Kristus, Guds Søn, urokkelig.
Og andre grunde frelser ej, det har jeg skriftelig.
Jeg bliver spurgt: Hvad er grundlaget for din frelse? Og straks begynder jeg at grave i mit gamle, kolde og døde hjerte, for at finde noget, som kan minde bare en lille smule om tro. Som om jeg virkelig tror, at jeg på dommendag vil få noget som helst ud af at vifte ivrigt med min fine tro, for at overbevise Gud om at jeg skal lukkes ind på den nye jord. Som om min tro, selv på en god dag, skulle være god nok til at åbne Himlens porte for mig.
Nej, i stedet for lede efter den smule tro og hjertevarme, som jeg måske/måske ikke finder i mit eget hjerte, så er der kun én ting at gøre: henvise til Jesus. Når spørgsmålet om min frelse dukker op, så duer det kun at pege på Jesus. Hvis jeg virkelig vil pege på mit eget hjerte eller min egen tro, så er det dømt til at gå galt. Min frelsesgrund er fast forankret uden for mig selv. Min frelsesgrund sidder i Himlen og hedder Jesus Kristus, og når han sidder dér, så er min frelsesgrund i sikkerhed. Når han sidder dér, så kan mit eget kolde og døde hjerte ikke længere ødelægge det for mig, så kan det ikke længere så tvivl om min frelse, for min frelsesgrund er uden for mit kolde hjertes rækkevidde. Det er altså Jesus, du skal vifte ivrigt med på dommedag, for så vil du med garanti (himmelsk garanti endda) blive lukket ind på den nye jord.
Jamen, jeg skal da tro på Jesus, skal jeg ikke? Og det er jo netop det, som er problemet, for den tro kan jeg ganske enkelt ikke finde hos mig!
Jo, du skal tro på Jesus. Men den tro, som frelser dig, finder du ikke i dit eget hjerte som en særlig følelse, for i dit eget hjerte finder du kun fortvivlelse. Tro er nemlig ikke en følelse, du kan hive eller slide ud af dit hjerte, men tro er netop at vifte ivrigt med Jesus overfor Gud. Tro er at komme til Jesus præcis som du er, og bede ham om frelse og nåde, og det kan du gøre uanset hvor dødt og koldt dit hjerte er. Troen er som en urviser: Den kan være nok så stor og flot, men hvis den ikke sidder i uret og peger det rigtige sted hen, så en den fuldstændig ligegyldig. Omvendt kan urviseren være lille og skrøbelig, men hvis den sidder i uret og peger det rigtige sted hen, så tjener den sit formål, og mere kræves der ikke af den. Det vigtige ved troen er ikke dens størrelse, intensitet eller varme, men om den peger på Jesus, om den kommer til ham med synden beder ham om tilgivelse. Dermed bliver temperaturen i mit hjerte helt overflødig, for troen er af en helt anden verden!
Mit hjerte er koldt, men Jesus er varm.
Jeg er fortabt, men Jesus kom for at frelse det fortabte.
Tro er slet ikke en følelse overhovedet, er det?
Nix. Tro er, at komme til Jesus, og Jesus siger: “Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham.”
Men så vidt jeg husker, så havde du selv fornylig en fremragende artikel i IMT om det emne, ikke sandt?
Tak for et godt indlæg, hvor du peger rigtigt på faren ved føleri og fokus på en egen tro.
Lige et par små kommentarer:
“Min frelsesgrund sidder i Himlen og hedder Jesus Kristus, og når han sidder dér, så er min frelsesgrund i sikkerhed. Når han sidder dér, så kan mit eget kolde og døde hjerte ikke længere ødelægge det for mig, så kan det ikke længere så tvivl om min frelse, for min frelsesgrund er uden for mit kolde hjertes rækkevidde. Det er altså Jesus, du skal vifte ivrigt med på dommedag, for så vil du med garanti (himmelsk garanti endda) blive lukket ind på den nye jord.”
- Jeg synes, der mangler lidt her. Når Jesus sidder i himlen vil den anfægtede spørge – jamen hvordan bliver han da min. Hvis svaret ikke kommer, vil man forsøge at gøre hans frelse til sin ved egne bøn og omvendelse. Men svaret er jo nådens midler. Vi kan ikke hente Kristus ned fra himlen eller hente syndernes forladelse på korset. Vi må modtage den i ordet, dåben, skriftemålet og nadveren, hvor Jesus uddeler den, som Martin Luther skriver i “Mod de himmelske profeter”:
“Vi behandler syndernes forladelse på to måder: Den ene er, hvordan den er opnået og erhvervet. Den anden er, hvordan den uddeles og gives til os. Kristus har erhvervet den på korset, det er sandt, men han har ikke uddelt den og givet den på korset. I nadveren eller sakramentet har han ikke erhvervet den; der har han uddelt og givet den ved ordet, ligesom også i evangeliet, hvor det forkyndes. Erhvervelsen er sket én gang på korset, men uddelingen er sket ofte, før og efter, fra verdens begyndelse til enden.”
“Tro er at komme til Jesus præcis som du er, og bede ham om frelse og nåde, og det kan du gøre uanset hvor dødt og koldt dit hjerte er.”
Jeg er ikke helt enig i formuleringen. Heb 11,1: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” At bede Gud om frelse og nåde er en umiddelbar frugt af troen og forudsætter, at man allerede har frelse og nåde og stoler på det. Tro er tillid, til at Gud forlader ens synder for Kristi lidelses og døds skyld, som han lover i evangeliet. Bønnen skaffer ikke Guds nåde, men er et udtryk for den tro, som modtager den tilgivelse, som rækkes i ordet og sakramenterne.
@Magnus:
Ja, det har du da helt ret i. Nådemidlerne er et vigtigt fokus, som jeg burde have nævt.
Din anden kommentar er jeg for så vidt også helt enig i. Det er naturligvis hverken mine bønner om nåde og frelse eller min tro, som gør Gud nådigt stemt mod mig, for Guds nåde er vundet én gang for alle ved Jesu død og opstandelse. Dette må forkyndes i tillid til ordets kraft til at skabe troen. Jeg vil dog holde fast i, at tro er, at komme til Jesus, men kun for så vidt Gud er den, der kalder og drager, altså skaber troen i hjertet. Det at have tillid til syndernes forladelse er for mig at se det samme som at komme til Jesus præcis som man er.
I øvrigt vil jeg være tilbageholdende med at bygge alt for meget teologi på Hebr 11,1 isoleret (ikke at du gør det, men nu citerer du lige stedet). Årsagen er, at grundteksten ikke er så ligetil. Ordret står der noget i retning af: “tro er håbets fasthed”, og ordet “tillid” står altså ikke i grundteksten, men kommer ind i oversættelsen for forståelsens skyld. Det er ikke nødvendigvis en dårlig oversættelse, men jeg mener det er uklogt at hænge for meget op på et ord, som ikke står i teksten. Det var bare en lille parentes.
@akipsen
Helt enig
Ang. Hebr. 11,1 vil jeg også lige føje til, at det er et af de i oldkirken modsagte skrifter, så det i det hele taget ikke kan bruges som eneste fundament for et lærepunkt.
@Akipsen
Jeg tjekkede lige det med det græske i Hebr. 11,1.
Så vidt jeg kan se, er det Hypostasis, der oversættes med tillid/forvisning og der er noget diskussion om, hvordan ordet skal oversættes. Så det er, så vidt jeg kan læse mig til, et ord i teksten, nogen mener at kunne oversætte med tillid/forvisning. Andre vil oversætte det med “substans”. Hypostasis oversættes som tillid i Hebr. 3,14, 2. Kor 9,4 og 11,17.
Ja, okay, det har du egentlig ret i. Min fejl.
Tillad mig at lyde gammeldags og bruge et gammelt kristent ord.
Det var vederkvægende for min sjæl at læse dette indlæg Andreas. Vi er elendige i os selv. Kun på grund af Jesus og Hans værk på korset er jeg tilgivet. Det skyldes ikke mig selv, min intelligens eller mine følelser. Jesus har æren for det. Ingen andre!
“Visheden om Guds nåde må ikke søges i følelsen. Guds svar på din bøn må søges der, hvor Gud giver det, nemlig i ordet.”
-C.O.