Guds barn jeg er!

Efter at have levet et liv med prædikatet “kristen” på pande og i sind, så ligger det lige til højrebenet at miste fokus på hvad det at være Guds barn egentligt vil sige.

Jeg er en synder og har brug for tilgivelse. Jeg prøver at forstå nåden og kæmpe mod mine genstridige gerningsretfærdige tendenser. Jesus er min frelser, men livet som kristen føles ofte som en kamp for at leve i næstekærlighed, tjeneste af “disse mine mindste” og i kamp for godhed. Man føler sig som Guds medarbejder, ansat til at udføre tjenester. Et 24/7 job uden ferie.

Jeg er vild med Jesus, jeg ønsker at vide mere om ham. Hans ord og gerninger er helt enormt respektindgydende og jeg bliver ofte helt overvældet af hans syn på livet og på næsten. Jeg søger nærmest undskyldende at møde ham i bøn og bibellæsning, benorvet og småbetuttet nogle gange, påtaget og ironisk andre. Jeg føler mig som Jesus-fan, nærmer ham som i en idolrelation, hvor jeg aldrig rigtig kan slappe af eller være mig selv.

“Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn” Joh. kap. 1 v.12

Ved troen er jeg ikke bare Guds medarbejder eller hans “fan” – men et Guds barn! Man skal måske være forælder for bedre at kunne forstå den kærlighed man kan elske sine børn med. Uanset hvad, så kan jeg se at jeg ofte har begået den synd at undervurdere min status som et Guds barn. Jeg har set det mere som et medarbejder- eller et fan/idol forhold, at Gud ser mig cirka som en politiker ser på sine vælgere eller et idol på sine fans: det er fedt man er med i flokken, men så betyder man heller ikke mere…

Dog, den kærlighed Gud har vist ved Jesu død på korset taler for sig selv. Og den kærlighed som Gud elsker mennesker dengang, men også i dag og i morgen, den er ligeså gennemgribende og overvældende! Gud er kærlighed og ingen elsker ligesom han! Og tænk sig: jeg er hans barn!