Tolerance
2007 oktober 12
I går blev jeg gjort opmærksom på en fyr ved navn Mark Driscoll. I 90′erne var han en af foregangsmændene i emerging church bevægelsen, men måtte til sidst lægge afstand til store dele af bevægelsen, da, som han siger “friends like Brian McLaren and Doug Pagitt began pushing a theological agenda that greatly troubled me.”
Jeg er dog ikke ude efter en diskussion om EC-bevægelsen, men mere om det, Mark Driscoll er inde på i denne video: Tolerance og forpligtigelse på sandheden.
Han er åbenlyst en fyr med masser af temperament, men jeg synes, han har nogle fine pointer, selvom jeg også snildt kan føle mig provokeret af ham. Men hvad siger I derude? Nogle tanker?
Til dessert skal I lige ha’ den her:
Hvis han uddeler retorik kurser, tror jeg vi alle kan lære noget. Dejligt ærligt og levende.
Og ja, hvis pointen er at man inviterer en jøde til at tale om GT, så er sagen da klar og man kan kun være enig i at det da er noget fis. Det er måske lidt ovre i samme boldgade hvis man inviterer en katolik til at komme på sin årlige sommerlejr?… Selvom sagen måske er mere gråtonet.
Dog det rejser alligevel rejser nogle spørgsmål. Er det fx fedt at invitere en EC mand til at komme og tale om Guds rige i KFS? Det var jo på planen i KBH men blev afvist pga et opråb/brok.
Relativiseringen af de kristne dogmer kan jeg også kun være enig med ham i. Nedskriver du betydningen af Bibelen som Guds ord, dogmerne som bibelgrundede sandheder osv. Så får det en negativ indflydelse på dit liv som efterfølger af Jesus vel?
Kernen i problemstillingen er vel netop skellet mellem forkyndelse og debat. Det kan være meget givende at høre, hvad en jødisk rabbi har at sige om GT, men det bliver aldrig forkyndelse, for rabbien ved dybest set ikke, hvad GT handler om.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg mest af alt Marc Driscoll minder om en halv-dårlig stand-up komiker.
Hvilke kristne dogmer du tror på, har helt sikkert indflydelse, hvordan du lever som efterfølger af Jesus. Men jeg synes, at det er en mærkelig slutning, at hvis ikke man har de samme teologiske synspunkter som Marc Driscoll, så har man ikke nogen passion og gør umoralske ting. Det er svært at tage seriøst, synes jeg…
@Kim: De ‘teologiske synspunkter’, som Mark Driscoll referer til er, om Jesus »stadig er død i et hul et eller andet sted nede i Mellemøsten« eller om han er den sande Messias og opstået fra de døde. Mener du, at det er underordnet i forhold til at forkynde evangeliet, og mener du at det er underordnet, hvad man har passion for, bare man har passion?
PS: Videoen giver lidt mere mening, hvis man læser Nehemias 13.
Totalt dårligt stand-up; den er jeg med på! Når man på en scene behøver at SPØRGE publikum om de er med..tsk tsk.. og han kører lidt for meget på det der raseri-tema, og tonen og fagterne ændrer sig ikke, så jeg ved ikke, hvor meget jeg synes man kan lære af det. (Eller jo, det ved jeg nok godt..)
Det var dog også al kritik herfra!
For jeg hører ham faktisk kun sige en masse godt!
På en lidt overdrevet tosset måde, ja, men bottom line er at bevæger man sig væk fra Jesus (om det så er til en rabbi, eller til det modsatte) så vil hjertet være fyldt af noget andet, og passionen for det gode og rigtige liv vil lige så langsomt (kan måske også gå hurtigt) slukkes… Right?
Right!
Jeg må nok indrømme, at det virker som en ret dårlig cocktail på mig, det der med stand-up og forkyndelse. Indrømmet, retorik har man uanset hvor bevidst man er om det. Men, er det her ikke bare for meget?
Han har da en pointe, og det er da bedre end ingen pointe, men den kan vist præsenteres på en anden måde.
Puha nej… Alt for meget. Hvis han uddelser retorikkurser er jeg stået af. Jeg har ikke så mange kommentarer til hans pointer, jeg var stået af før han nåede til dem.
Er pointen med en mikrofon ikke at man er fri for at skulle råbe?
Men det er meget muligt at hans uortodoxe form kan nå andre – den er bare ikke lige mig.
Jeg er åbenbart den eneste der kan lide hans stil… men jeg har nu også en forkærlighed for ideen om “den gale mand”…. Jeg ser det ikke som forkyndelse álá bibeltime, men mere som en tale udfra en tekst, med en anden tilgang end den monotome vi finder indimellem i mange af vores sammenhænge. (hence min opfordring til at tage ved lære af en mere livlig stil…)
Og undskyld men hvorfor anser mange af jer det som stand up?? Det forstår jeg slet ikke. Hvilke særegne stand up træk er der over det? Humor? Småhistorier med pointer? Mine damer og herrer, disse er ikke særegne for stand up genren
schjelde: det er godt nok noget af en kritik at du slet ikke fanger hans pointer pga hans stil… Det synes jeg lyder lidt overfornuftigt og konservativt. Men så igen er det svært at sige imod, du er jo eksperten
Men altså, jeg synes fint jeg fanger pointerne, så måske du skulle se den igen og prøve en gang til?
Kim: Velkommen til! Og så et spørgsmål: jeg tror ikke hans pointe er at “at hvis ikke man har de samme teologiske synspunkter som Marc Driscoll, så har man ikke nogen passion og gør umoralske ting”… Hvordan i alverden slutter du dig til det udfra denne video?
Ellers kunne det være cool at få akipsen på banen med hans tanker om indlægget!
Simon: Jeg siger ikke at jeg ikke fangede pointerne – blot at jeg aldrig nåede til dem, idet jeg slukkede for videoen efter ca 15 sekunder…
Så jeg er nok nærmere en utålmodig zapper, end jeg er overfornuftig og konservativ.
… Men jo, en smule miljøskadet er jeg. Den ting som irriterede mig mest var hans stemme, som er utrolig ’spændt’ og unødvændigt højrøstet. Men whatever… Måske var jeg for hurtigt ude at dømme ham, det var ud fra en meget umiddelbar reaktion jeg skrev.
@Simon: Det er ikke specielt svært. Dette citat er hentet fra video’en:
“The result then, when tolerance overtakes truthfulness, and the feelings of people overtakes the feelings of God: passion diminishes and the passivity – people just don’t care! ‘Oh there is no hell, every religion is right, nobody’s a bad person, I’ll be at the strip-club.’”
Marc Driscoll ved tydeligvis både, hvad sandheden og Guds følelser er, og han omsætter det meget hurtigt i specifikke teologiske dogmer. Hvis man ikke er enig med ham i disse dogmer, ender man på strip-klubben. Jeg håber, at han mener, at “overdrivelse fremmer forståelsen”, for jeg har det meget svært med denne måde at møde mennesker på.
Jeg er helt med på, at han trækker den til grænsen for, hvilken retorik man kan blande med forkyndelse, men jeg synes nu hverken at det i sig selv er dårlig retorik eller “stand up agtig”. Men det er nu heller ikke der min kompetence ligger…
@Kim: Jeg er ikke i tvivl om, at det med stripklubben er en overdrivelse med henblik på forståelsen. Men hans pointe synes jeg nu er fin nok: Hvis du forlader grundlæggende kristne sandheder vil det gøre noget ved passionen og i hvert fald ikke have positiv indflydelse på dit kristenliv. Men jeg kan ikke undgå at bemærke, at det som jeg kalder for gundlæggende kristne sandheder kalder du for Marc Driscoll’s teologiske synspunkter. Det er nok der, hunden ligger begravet…
schjelde: Nå, på den måde ikke nåede pointerne
Så forstår jeg, og umiddelbarthed er også dejligt ærligt. Så må vi håbe den gode Marc når ud til andre zappere ja.
Kim og akipsen: Jeg synes det kunne være spændende at høre akipsens tanker, ikke at han skulle komme og svare for mig.
Men, Kim, det gjorde han. Jeg synes også det er ret svært at forstå henvisningen til stripbaren som andet end en overdrivelse, selvfølgelig da! Så jeg er med akipsen mht det citat du nævner og synes den anden forståelse er noget unfair.
@simon kl: Stand-up-træk? Jeg vil da gerne indrømme, at overgangen er flydende, hvilket jeg også prøvede at tilkendegive i mit sidste indlæg. En ting er f.eks. at han flere gange spiller op til publikums respons. Vel at mærke ikke dialog, men en respons hvor svaret er givet, koblet med humor. Og det mener jeg kan være et skråplan. Jeg mener humor kan være ok, selvom det kan være for meget. Men at inddele folk i to grupper:
1) De, der er enige, og dermed svarer og har det sjovt, pga. alle de humoristiske pointer
2) De, der ikke umiddelbart er enige, og derfor ikke har så meget at grine af.
Vi vil jo alle gerne være på “vinderholdet”, de, der kan grine, de, der har det sjovt, osv. Så på den måde risikerer han at bruge humorens virkemiddel til at få folk til at give positiv respons.
Jeg mener godt man kan bruge humor hvis man er varsom. Men jeg bryder mig ikke om koblingen “Vil du have det sjovt og grine? Så må du hellere blive enig med mig nu” fra en talerstol.
Nåja, det er jo så et andet stand-up-træk: Ingen stol og intet manuskript, så han kan bruge hele kropssproget.
Andre træk: Da han fortæller om hvad han ikke ønsker sine døtre udsættes for, er der en klar eskalering, med afsluttende klimaks, hvor humoren igen ligesom forsøges at gøres til smørremiddel for pointen. Don’t like that!
Han bruger i det hele taget utroligt mange kræfter og tid på, at sige noget han allerede har sagt, blot for at få lov til at presse den retoriske og humoristiske citron.
Det var lige en kort og ikke særlig velforberedt kritik, men ellers må vi jo sætte os ned og se den sammen, og så snakke om det
Og lige et par tilføjelser:
1) Indledningen burde være forbudt for børn. Den er da skræmmende på den usunde måde!
2) smøremiddel er med ét r (altså ikke smørremiddel).
Madsvj: Jeg ser hvad du mener ang. stand up træk, da du forklarer det ganske udemærket i dit indlæg. Men jeg ser bare klippet som et stykke forkyndelse hvor han forklarer noget ud fra bibelen på en fri og humoristisk måde. Der er en rød tråd gennem stykket der virker som det centrale og hans stil virker ærlig nok. Måske har jeg bare hørt Harboøremanden Lars Kristensen så mange gange, at jeg nemt kan forestille mig denne måde at forkynde på.
Når du så analyserer stykket som stand up, så har det jo vel nok sin gyldighed. Men hvis det overskriften er Nehemias 13 og ikke “standup forkynderen på slap line” så er linien klar og jeg synes at man skyder helt forbi med “stand up” stemplet. Men man kan snildt kritisere retorikken fordi han jo ganske rigtigt, som du også skriver, spiller så tykt på humor og underholdning – noget som gør at det kan virke som et selviscenesættende show, hvor succeskriteriet er et grin. Men igen, jeg tror ikke det er det der er hans agenda, men bare hans stil, og vigtigere: nok med tanke på (et ungt) publikum. Irriterende i længden? Det tror jeg nok det er, men det er jo det de unge vil have.
Bottom line er dog at jeg er helt enig med dig i faldgruberne ved at bruge humor så tykt i forkyndelsen. Det var både godt set og godt skitseret!
@ akipsen
Ja, der har vi nok svært ved at blive enige! Mit problem er dybest set, at en ting er at angribe en teologi eller overbevisning, men jeg synes, Marc Driscoll bliver meget personlig. Det er svært at angribe Mother Theresa for ikke at have passion eller leve et moralsk ansvarligt liv, men jeg tvivler på at Marc Driscoll har samme teologi som hende. Man kunne nævne 1000 af mennesker, der lever et fantastisk liv med en utrolig passion, og som ikke er “kristne” i vores forstand i hvert fald. Det er simpelthen for sort/hvidt at sige, at dem, der mener det samme som mig, er gode, og de andre er onde – verden er heldigvis mere kompliceret end det! Han kan have lov at sige, at han tror tingene hænger sådan sammen, men når han angriber andre menneskers moral og passion, så bliver det utroværdigt og ikke-kærligt!
@simon kl: Hvorfor nu blande Lars Kristensen ind i det? Jeg kan ikke huske, at han bruger humoren på den måde. Eller i hvert fald ikke så kraftigt.
Jeg synes også forholdet er et helt andet. Hos Lars fylder de humoristiske understregninger slet ikke så meget som hos ham her. Rent tidsmæssigt kunne det, der siges her, vel gøres på en tredjedel af tiden hvis humoren blev skåret væk? Det mener jeg altså ikke man kan beskylde Lars for. Så meget snakker han ikke om knive og gafler til Thanks Giving, zip-codes, 7-årige webmastere, kommentarer til CNN osv. Det fylder simpelt hen for meget.
Lars’ humor, er den ikke også knap så aggressiv? Altså, ikke så meget vendt mod andre, som mere selvinkluderende? Det gør sig som regel bedre, når man ikke kun griner ad andre, men også ad sig selv.
Er det det de unge vil have? Nu er det jo nemmere at høre 1 der griner end 5 der ikke gør.
Men jeg ved da, at den omtalte Lars engang har sagt, at han i hvert fald en gang blev nødt til at gøre brug af humor for at undgå udvandring. Men hvordan det så har taget sig ud, ved jeg ikke, og vil derfor ikke kommentere det.
Og for mig er det altså ikke nok at det virker ærligt, det skal også være sobre virkemidler; selovm de to har en klar sammenhæng. Og der mener jeg at han i det mindste går ud på et farligt område.
Mads: Hov hov, ikke et ondt ord herfra om Lars Kristensen. Jeg konstaterer bare at han også bruger meget humor i sin forkyndelse, og at jeg derigennem har set det virker og at de unge er meget glade for ham og hans stil. At humor i dette tilfælde er kraftigere brugt er ikke mit ærinde at bedømme, det er vel klart når man har hørt begge forkyndere (jeg har kun hørt 7min af manden herover) Og man kan sige meget om Driscolls stil, men i sidste ende er dette klip taget ud af sammenhæng fra en anden tradition og et andet publikum end en dansk missionsk teltmødeforsamling Lars forkynder for. Så forstå mig ret
Og jeg giver da stadig dig ret i faldgruben ved humoren i forkyndelsen, men deler ærlig talt ikke forargrelsen over “knive og gafler til Thanks Giving, zip-codes, 7-årige webmastere, kommentarer til CNN” i forkyndelsen, så længe kernen er Guds ord og folk får det med hjem. Så kan humoren være støj på linien for nogen ligesom monotom stemmeføring er for andre – men lytter du med åbent sind får du noget med hjem.
Indholdet er det vigtigste og det er da også sjoveste at diskutere, selvom det andet da også er vigtigt
@Kim: Hvordan bliver han personlig?? Er han netop ikke meget sober, når han ikke begynder at påpege konkrete menneskers umoral som følge af deres tro? Han holder sig da helt til den principielle side af sagen: sammenhængen mellem tro og gerning. Hvis du ligegyldiggør kristne grundsandheder vil det nok få indflydelse på din levevis. Hans hovedpointe er: Hvorfor være passioneret for noget, som alligevel ikke er sandt eller i bedste fald ligegyldigt? Ville Villy Søvndal være en særlig passioneret SF’er hvis han mente at foskellen mellem socialisme og liberalisme var ligegyldig?
@Simon kl: Det er gået op for mig, at dette netop er et sammenklip af en prædiken. Og så er det jo lidt svært at vurdere på kvantiteten af de humoristiske/ikke særligt indholdsrige dele, når jeg kun har et uddrag at vurdere på. Jeg er hverken forarget over zip-codes eller CNN, jeg synes bare det fylder for meget i klippet i forhold til det reelle indhold. Mht. Lars var min indledende sætning et forsøg på en anelse humor, men det gør sig ikke så godt på skrift
Et lille forsvar for den gode Lars.
Hvad skal al den snak om stand-up til for? Det er måske lidt amerikansk, men det er da ikke mere underligt end drama og akademiske video-film og hvad man ellers trækker ind i kirken nutildags.
@Kim (#17): Man kan sagtens have passion for at hjælpe mennesker uden at kende evangeliet, men det bliver de jo ikke mindre syndere og mere frelst af.
Det teologiske dogme, som Mark Driscoll tager udgangspunkt i, er hvorvidt Jesus er Messias og dermed opstået fra de døde eller ej. Jeg er stadig lidt nysgerrig efter at vide, om du også mener det bare er to forskellige, ligeværdige synspunkter?
@ akipsen
Marc Driscoll påstår, at hvis du ikke tror på helvede, så er du et dårligt menneske. Han må have lov til at mene om helvede, hvad han vil, men jeg synes ikke det er særlig sympatisk at angribe andre menneskers moral, fordi de ikke er enige med ham på dette område. Der er jo ingen mennesker, der mener at deres tro er ligegyldig – så ville de forhåbentlig ikke tro! Der findes mennesker, der ikke er kristne, der af ren næstekærlighed har ofret deres liv for menneker de ikke kendte. Det er passion, og det har ikke noget med teologi at gøre! Min pointe er: han kan angribe teologi alt det han vil, men når han påstår at moral og passion følger med, så bliver det useriøst. Så sort/hvid er verden simpelthen ikke.
@ Linealis
Om Jesus er Messias er selvfølgelig ikke et ligegyldig spørgsmål – det er det mest centrale! Men det har ikke noget at gøre med folks moral eller passion.
@Kim: “Marc Driscoll påstår, at hvis du ikke tror på helvede, så er du et dårligt menneske.”
Jeg har ingen intention om at forsvare Mark Driscoll for enhver pris, men: Nej, det påstår han faktisk ikke. Vi er enige om, at han benytter en vis form for pædagogisk overdrivelse, men skåret ind til benet er hans pointe jo faktisk meget elementær. Jeg vil gerne holde fast i min sammenligning med SF’eren: En SF’er som har et afslappet forhold til de socialistiske grundsætningers sanhedsværdi, vil nok få svært ved at blive en særlig engageret eller passioneret SF’er. Det bliver man jo ikke et dårligt menneske eller politiker af, men passionen for socialismen vil det nok knibe med.
Det er jo heller ikke passion i al almindelighed han taler om, men passion for den kristne tro og etik. Derfor er der heller ikke nogen, som benægter, at der findes masser af ægte passion i verden uden kristentroen.
Jeg synes ikke den politiske sammenligning holder, for det er simpelthen ikke så simpelt. Du opfatter jo kristendommens grundsandheder på en måde, jeg opfatter dem på en anden, og sådan er der tusinder af forskellige bud rundt omkring i verden. Ingen af os har nødvendigvis mere passion end de andre – det er simpelthen ikke en gyldig målestok.
Det Marc Driscoll i virkeligheden siger er, at hvis jeg ikke tror på hans grundsandheder, som f.eks. ekstistensen af et helvede, eller at mennesker er skabt som grundlæggende gode, så har jeg ikke noget motiv for at have passion. Men jeg kan sagtens have passion – den er bare grundlagt på noget andet end Marc Driscolls passion.
Og det er her, jeg mener, han bliver personlig, for en ting er, at han siger, at jeg tager fejl i mine teologiske observationer – det kan jeg sagtens leve med – men når han i samme sætning angriber min passion OG moral, så bliver det enormt usympatisk. Hvis man vil diskutere teologi, så hold det til det, lad være med at sige at mennesker er dårlige, dumme, moralsk forkastelige eller ikke-passionerede pga. deres tro – det har nemlig ikke noget med sagen at gøre.
I historien har der været mennsker med ”de rigtige meninger” om kristendom, som har gået ind for slavehandel eller andre uhyrligheder – selv Luther gav efter sigende velsignelse til en ren massakre på nogle oprørske bønder. På den anden side har der været mennesker (som f.eks. Gandhi), der har levet et utroligt liv i næstekærlighed – kristendommens store sandhed – men som ikke er kristne. Verden er ikke sort/hvid – de ”rigtige” teologiske meninger medfører ikke nødvendigvis god moral og passion, ligesom de ”forkerte” teologiske meninger ikke nødvendigvis medfører dårlig moral.
@Kim:
Igen: Der er ingen, der benægter at mennesker kan have læssevis af passion og god moral uden at være kristne. Det er slet ikke det, der er spørgsmålet.
Spørgsmålet er om der indenfor den kontekst, som hedder kristen tro og etik, findes en sammenhæng mellem ligegyldighed overfor troens indhold (dogmerne) og ligegyldighed overfor troens udfoldelse (helliggørelse)? Med andre ord: er der en sammenhæng mellem tro og gerninger? Det mener Mark Driscoll åbenbart, at der er. Hvis der ikke er noget helvede, eller hvis Gud bare er en upersonlig kraft, eller noget helt tredje, hvorfor skulle jeg så gå op i mit kristenliv (med tryk på kristen)?
Men igen igen: Man kan alligevel have masser af god moral, uden det er motiveret af troen på Jesus, men så er det bare ikke længere troens frugter.
@Linealis 22:
Lad mig i dette indlæg se bort fra diskussionen om, hvordan den konkrete prædiken er klippet sammen. Jeg tager ikke stilling til den konkret.
Der er flere ting at sige til det, du skriver.
For det første udgør drama og “akademiske video-film” en tydelig afgrænset del, hvilket vil sige, at ens stillingtagen til det forkyndte lettere udskilles fra oplevelsen af fremtoningen af disse elementer. Det er lettere at sige: “Jeg synes dramastykket var dårligt, men prædikenen var sand og god” eller “Dramastykket var fantastisk veludført, men jeg er uenig i prædikenen”. Lettere end at sige: “Jeg synes slet ikke han var sjov, men prædikenen var rigtig god” eller “han var hylemorsom, men indholdet var noget bras”. For meget af underholdningsværdien var knyttet på indholdet! Derfor må det også være en kvantitativ vurdering af hvor meget “stand-up”‘en fylder. Altså en glidende overgang.
Jeg vil til dels kunne rejse samme kritik over for en forkynderstil, som måske ikke er så fremtrædende mere. Stilen hvor hele prædikenen består af en masse små sjove eller gribende fortællinger (helst fra Nordnorge
) og så knyttes der ellers lige lidt opbyggeligt på. Hvis det fylder for meget, går det galt! For meget feel-good-/feel-bad-/feel-evil-/feel-hvad-ved-jeg-snak og for lidt Kristus!
Det næste er så, hvilket er en klar forskel, at drama og film jo ikke bare er underholdning (afhænger meget fra stykke til stykke), og derfor er der jo store muligheder for pointer her. Et dramastykke, kan i kraft af ordene, jo være ganske forkyndende! Stand-up, det lever da af sin underholdningsværdi?
Herefter vil jeg så også gerne sige, at jeg mener, at drama og filmvisning kan bruges på samme uheldige måde. Den der lidt sekteriske: “Synes du det her er fedt? Så se at blive kristen!”. Man bliver ikke kristen af, at få tilstrækkeligt mange gode oplevelser i et kristent fællesskab, hvis ikke man bliver stillet til regnskab af Guds ord. Og det skal ikke ligge de gode oplevelser til last!
Det fantastiske ved ordets forkyndelse er jo, at du ikke kan adskille stillingtagen til ordet fra stillingtagen til Kristus. Det giver ingen mening, efter en forkyndelse af evangeliet. at sige: “Jeg brød mig ikke om det han sagde, men jeg synes Jesus og kristendommen er rigtig god”. For ordet formidler jo netop kristendommen. Der er en grund til at ordet kaldes Åndens sværd.
Jeg indrømmer gerne, at alle prædikanter har en retorik og et kropssprog, og at den også kan have en betydning. Men den er ikke afgørende for, om det, der formidles er kristendom eller ikke (hvis vi holder os til alle rimelige tilfælde, hvor vi ser bort fra åbenlyst krydsede fingre osv).
Jeg kan godt have hørt en prædiken, hvor jeg ikke brød mig om retorikken, men måtte tage budskabet til mig som Guds ord (og det er sket!). Men hvor retorikken tager fokus, er der altså stadig noget galt – man risikerer at tilhørerne tager stilling til det forkerte.
Og hvornår tager retorikken så fokus? Tjaa… Det er til dels en subjektiv vurdering, MEN jeg giver ikke meget for den der: Når det nu alligevel er subjektivt, så kan vi intet fornuftigt sige om det. Underforstået: så kan vi lige så godt give den hele armen. At noget ikke er oplagt, fritager os ikke fra at bedømme det. Hver enkelt må i lyset af ordet ransage sig for Guds ansigt. Og så må vi stadig give hinanden lidt plads at være forskellige på.
Puha, det blev langt. Det er nemmere at spørge kort, end at svare kort!
@ akipsen
OK – jeg tror simpelthen, vi er så uenige om de begreber, vi snakker om, at det ikke giver nogen mening at fortsætte. Jeg vil alligevel lige svare på det sidste du skrev (bare for at forsøge at redegøre lidt mere for, hvad jeg mener).
Jeg mener ikke, man kan skelne mellem etik “udenfor” og “indenfor” den kontekst, du kalder “kristen tro”. For at se ændrer ens moral sig ikke pludselig til at blive “troens frugter”, når man begynder at definere sig selv som en kristen. Jeg tror på en Gud, der virker i alt – og alt det gode er fra Ham. Derfor mener jeg ikke, man kan skelne mellem det gode, Gandhi gjorde – det var fra Gud, virket af Gud – og det gode du og jeg gør – som også er virket af Gud.
Man går forhåbentlig ikke op i sit kristenliv, fordi man frygter helvede – det synes jeg da i hvert fald, er en trist motivation. Jeg kan ikke se, hvorfor kærligheden i sig selv ikke skulle være motivation nok til at elske sin næste og elske Gud, og derved leve et moralsk rigtigt og passioneret kristenliv.
Nå men, jeg tror altså, jeg vil stoppe her mine inputs på denne post. Jeg tror, det bliver for rodet, hvis vi ikke er enige om, hvad de begreber, vi bruger, betyder. Men tak for snakken…
Ja, jeg gik faktisk lige og tænkte på det samme. Vi kommer nok ikke videre med det her. Men selv tak!