Guds kærlighed gør mig så glad
… og netop derfor føles det så vattet at henvise til en ret så tyk bog eller et totalt popshinet møde for at forklare den for folk. Selvom vi har den lige der sort på hvidt i Bibelen: at Guds kærlighed til mennesket er usammenlignelig stor, så kan bibellæsning ofte ikke kradse hul på en følelse af glæde, og ord til fald og oprejsning om søndagen kan virke som bare endnu en forelæsning.
Hvordan formidle troen videre? For den er jo i bund og grund noget mærkeligt noget! Guds kærlighed til mig er jo ikke mindre når jeg ikke føler den, men min tale om den kan føles så hul når den ikke er assisteret af følelsen. Dog ville det jo være tåbeligt at falde over i humørkristendom hvor man kun søger Gud når man lige føler for det, for tro og følelse er to forskellige ting. Men hvor ville det dog være en ærlig sag at have det sådan.
En pointe er jo at troen ikke kun skal forkyndes ved ord, men også vises i næstekærlighed. Jesus både talte og handlede for at vise hvem han var og så skal vi vel ikke bare henvise til Bibel og møder, men også bruge tid på bare at leve som kristne i verden og derigennem vise tro og kærlighed. Men troen kommer vel primært af det der høres?
Så er problemet bare, som jeg ser det, at når man skal formidle sin tro til kammerater og folk som ikke kender til kristentro, så har tiden i mod os. Vi har Bibelen og dogmerne som ved første øjekast ikke virker super indbydende for mennesker i dag, (vi har jo ikke tid til at sætte os ind i det), og vi har nogle møder som efterhånden er ret så subkulturiske, at de heller ikke virker alt for indbydende (og det er ikke kun for kirkefremmede).
Det er som om at den der kærlighed fra Gud vi som kristne kan føle så stærkt nu og her, at den ikke er så let at formidle videre… Måske den skal navigeres uden om kirken og de kristne, sådan at vi bare skal leve vores liv med Gud og så pege på ham når anledningen kommer? Men det lyder måske også bare lidt vattet at sige…?
Jeg nægter at tro på, at et budskab om Guds kærlighed og evigt liv ikke er superindbydende… Men jeg tror måske vi gammelkristne, der har hørt det så tit, ikke helt rummer radikaliteten i det. Og derfor kan vi let forledes til at tro, at det ser tosset ud, selvom vi véd at det er fantastisk.
I den tradition, jeg er opvokset i (og som nok ikke er vild meget anderledes end din), har hele gerningsforkyndelse gjort, at man for at have frimodighed skulle balancere rundt med en monsterstor overbygning, der handler om hvad det rette forhold mellem tro & gerning er. Jeg siger ikke at det er unødvendigt, men det tapper frimodighed og gernings-glæde (gisp). Og dét er vigtigt, for Gud går jo ikke kun til møder i missionshuset eller til gudstjeneste, men er levende og virksom hvor vi går og står, og hvor de mennesker, der skal møde ham, er.