Grublen
For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.
Rom 5,10
Der er nogle vers i Bibelen, som man aldrig helt bliver færdig med. Disse fra Romerbrevet for eksempel: om vores forligelse og fjendskab til Gud og om frelsen i Ham. De rummer jo bare så meget af Bibelens budskab, at man bliver helt rundtosset når man læser dem. Hvorfor?
Er det pga. den kærlighed hos Gud, der beskrives i korsberetningen som så stærk, at Jesus valgte at gå i døden for at forlige sig med en oprørsk menneskerace, som egentligt havde en attitude af “vil selv/kan selv”?
Er det mon pga den fjendskab mod Gud, som versene hævder eksisterer, og som jeg skiftevis ser klart og tydeligt hos mig selv og skiftevis benægter? For man tænker jo gerne fromt og godt: “om så alle andre svigter, så gør jeg det ikke” (Mark 14,29).
Eller er det måske blot en undren over den frelse af mennesket, som der tales om? En frelse som allerede, og uden vores samarbejde, ja netop på grund af vores modarbejdelse, er opnået ved Jesu opstandelse, “ved at han lever”.
Tja, det er fromt og godt at gruble over – selvom man må indstille sig på at man ikke sårn helt kan få skovlen under det.
Det, der for mig er det mest fantastiske ved de vers, er, at Gud fuldstændig er kommet os mennesker i forkøbet med frelsen. Vi bliver ikke forligt med Gud, når vi først har fedtet os nok ind hos ham, eller omvendt os ordentligt, eller fået etableret en tilstrækkelig stor tro, men “mens vi endnu var fjender”. Mens vi endnu havde ryggen mod Gud, var det HAM der vendte os om til sig og “flyttede os over i sin elskede søns rige” (Kol 1, 13B). Det er også det Rosenius bliver forundret over når han skriver:
Nu er det vel deroven
Det trøste skal mig her,
se opfyldt er nu loven,
og gaven givet er.
Mens vi endnu var fjender,
vor Gud forsonet blev,
og hvad der end mig hænder,
jeg tror Guds gavebrev
Jeps, det er tankestof nok til en hel søndag
For netop det at gruble over det her, i stedet for at tage det for givet, gør at man hindrer sig at forfalde til en ladhed som ellers er ligetil ind i mellem.