Kun svage mennesker tror på Gud!?
Som i så meget andet religiøsitet handler kristendom om troen på et væsen, som er endeløst større end én selv. En Gud der har styr på det kaos som livet nogle gange synes at være.
Kristne mennesker bliver ofte kaldt svage pga denne tro. Svage fordi vi i vores liv underlægger os bud og formaninger i tro på en bedre vidende Gud. Svage fordi vi, når verden virker mest meningsløs uoverskuelig, klynger os til Ham og håber på Ham. Man synes at mene, at religiøse mennesker, i stedet for at tage sig sammen og acceptere at livet nogle gange synes meningsløst, ser sig nødsaget til at flygte ind i en religiøs illusion af regelsystemer og tro. En suttekludstro.
En sådant slag på kinden får man i ny og næ som kristen. Og det er ikke lige til at svare igen, for der er rigtig mange aspekter i overstående anklage, samt rigtigt mange misforståelser og forudintagede holdninger, der skal udredes før troen kan forklares til den anklagende.
Sandheden er dog at ja, det kristne menneske er endeløst svagt, men samtidigt også ja, alle mennesker er håbløs svage og ude af stand til at tage hånd om deres eget liv! Vi tager godt heldbred, mad, drikke og vores næste åndedræt for givet, men hvem siger at disse ting varer ved bare denne dag ud. Man bryster sig af at have styr på sit liv, men kæmper en kamp man er dømt til at tabe, om ikke til uheld eller meningsløshed så til alderdom og død.
Menneskelivet er svagt og flygtigt. Det enkelte menneske er ingenting over for naturens kræfter, så belejligt på afstand i Danmark, og det er så håbløst lille i forhold til dets 6 mia artsfæller. Tanken om det stærke menneske er en illusion.
Dog findes der styrke i menneskeslægten, men denne styrke findes i det indre: i troen hos det menneske, der indser sin betingelsesløse afhængighed af Gud, sin skaber og Herre. Det menneske, som lægger sit liv over til Ham og hermed gør sig svag i verdens øjne, han modtager helt uden egen fortjeneste en nåde og en kærlighed, som inspirerer til at leve livet i mening med Gud og sin næste. Et liv som strækker ud over meningsløshed, sygdom og død. Det liv som vi er skabt til.
Ja, jeg tror på at det kun er svage mennesker, der tror på Gud.
Jeg tror i øvrigt heller ikke at der findes stærke mennesker – kun gode fakere.
enig! god opsummering af indlægget!
Yes, det er en af de anklager, vi uden tøven kan besvare med et ja. Og så indeholder anklagen oven i købet kimen til selve kernen af evangeliet: at menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte, det svage, det hjælpeløse.
Det er ikke så ofte det sker.
Det er måske fordi jeg er en naiv og autoritetsmanisk stodder, at jeg finder det nemt at tage den til mig, den anklage. Men at Jesus skulle opsøge og frelse mig, det har jeg nogle gange sværere ved at se.
Men det er jo en from situation at være i, for det tillader jo spørgsmålet: hvordan finder jeg en nådig Gud, som den gode Martin jo også tumlede med!?
Andre gange, så står Jesus nok og trækker mig i skjorten for at få mig op at stå – men så sys jeg at han da lige skulle slappe lidt af: jeg sad lige og havde så skide ondt af mig selv…
Jeg husker faktisk den sætning fra et frikvarter i gymnasiet: Det er for let at være kristen – det er kun for folk der ikke kan løse deres problemer selv.
På en måde er det jo rigtigt. Gud er almægtig og i forhold til ham er mennesker uendeligt svage. Og kristne mennesker har tilmed indset, at kun hvor vi selv er svage, kan Guds herlighed åbenbares.
Men det er alligevel nok ikke dén svaghed, der tænkes på. Jeg fik aldrig sagt noget i det frikvarter. Som det altid er tilfældet, når man har brug for et svar på stående fod, finder man det først alt for sent. Og det er: Ville man sige det samme om matyrerne? De kristne i Saudi-Arabien? I det kommunistiske Europa? Dem, der tilhører Kinas uofficielle kirke?
Linealis:
Nemlig! Kristne = “folk der ikke kan løse deres problemer selv”! Det er først og fremmest en dybt provokerende sætning, man får lyst til at protestere højlydt og kalde folk navne. Men… det er jo sandt!
Vi har grundlæggende problemer i livet som vi ikke kan klare selv fx synd overfor Gud, egoisme og egenkærlighed, ligegyldighed og meningsløshed, samt en glæde og tak som vi ikke ved hvor vi skal rette hen… Før man selv har følt dette, vil det nok altid være en hypotese: men vi mennesker er altså ret svage.
At det er så trods denne erkendelse er svært at tale om sin tro, understreger jo bare vores svaghed endnu mere, som så igen understreger vores afhængighed af Jesus. Men Gud har det jo med at tage det der er svagt i verdens øjne og gøre det til noget stort i Hans rige. Fx den liste af folk du selv nævner. Så vi må bare stille os til rådighed hos ham – så kommer det nok