At være eller ikke at være – i det kristne fællesskab

Jeg har fået en del kommentarer på min refleksion i bladet TilTro (februar 09). Derfor har jeg nu besluttet at ligge den originale udgave af refleksionen ud til debat her på bloggen – hvis nogle skulle have yderligere kommentarer til emnet.

Nå. Så gik det den vej igen. November, efterår og alt det der. En periode om året hvor kun Tom Waits synes at ramme tilværelsen på kornet når han grynter: “misery is the river of the world” og ”God’s away on business”. En tid hvor vi er mange som slet har ikke har lyst til stå op om morgenen. Både på grund af kulden og den piskende regn, men også fordi vi kæmper en håbløs kamp mod tilbøjeligheden til at smitte vores naivt smilende medmennesker med sæsonens knotne humør og dystre syn på nutid, fremtid, altid.

Jeg er egentligt en glad person, som kommer fra en glad familie. Jeg er et kristent menneske der inspireres til at elske min næste og være imødekommende mod selv den fremmede jeg ikke kender. Lykke er det bedste ord der beskriver den følelse som kommer over mig når jeg mindes om den kæmpe kærlighed der beskrives i det kristne evangelium: at Jesus tog min dom på sig, som det altoverskyggende klimaks i Guds enestående frelsesplan for at forsone en falden menneskeslægt med sig selv. Fordi han er kærlighed og fordi vi er faldne.

Når alt dette er sagt har jeg dog også en stærk tilbøjelighed til et melankolsk og pessimistisk syn på den faldne menneskeslægt og tilværelsen i en falden verden. Fra en indadvendthed som både kan være frygtelig selvfordømmende men også et ganske trygt sted at leve, betragter jeg tilværelsen og menneskene i den. Og det præger i den grad mit syn på det kristne fællesskab.

For som nævnt er jeg kristen og super glad for det. Mit håb tilhører Herren og uden ham og det håb ville landets aviser blive overstrømmet af harmdirrende læserbreve og meteorologer ville undre sig over de grå skyer som steg op fra et sted omkring Valby og med insisterende hast lagde sig som en tyk grå dyne over hele landet. Jeg betragter ganske vist at mine ikke-kristne kammerater fint kan leve efter god næstekærlig moral uden Gud i regnestykket, men tager du Gud ud af mit regnestykke, så falder selve matematikken fra hinanden. Troen er mit grundliggende ståsted, uanset hvor usynlig den kan virke i min hverdag. Den inspirerer mig til trods alt at deltage i fællesskabet med andre kristne og inspirerer mig til at forsøge at engagere mig i andre menneskers liv.

Men i det sociale og udadvendte kristne fællesskab har jeg ofte følt mig fremmedgjort. Jeg føler ofte at elementerne som udgør et kristent møde er præget af et overdrevent fokus på glæde, inderlighed og fællesskab, hvilket faktisk kræver ikke så lidt af et menneske rent socialt set. Det er populært at vise store følelser i lovsang akkompagneret af popmusikkens honningsøde akkorder. Bønnemødet, som er en god og sund kristelig praksis, kan virke alt for grænseoverskridende i delingen af intime bekymringer og andre emner. Det kristne fælleskab anses også ofte for at være et sted hvor man kommer og mødes med sine 20 allerbedste venner og er dermed et sted hvor der til tider kræves, ja, fornærmende meget af en indadvendt person.

Jeg tager til kristne møder trods alt. Men alt udover den gode forkyndelse i salmer og ord opleves ofte som støj på linjen. Jeg føler til tider fællesskabet som en belastning og betragter at jeg selv er en belastning for fællesskabet på grund af mine forbehold for at engagere mig socialt og fællesskabets insisteren på socialt engagement.

O, hvordan skal det dog gå vores indadvendte protagonist og hans ligesindede lidelsesfæller?

En god start er at stå op om morgenen på trods af regn og kulde, samt frygt for at smitte hele verden med efterårslede. Det kan godt være at Tom Waits langt hen af vejen har fat i den lange ende, men han siger jo ikke meget andet end hvad Prædikeren gør i det Gamle Testamente. Vi lever jo alle i samme verden fyldt med tomhed og uden noget nyt under solen og netop gennem dét fællesskab burde vi kunne inspirere hinanden til hvad der virkeligt betyder noget: nemlig at søge Gud. Desuden har vi jo også alle de her store løfter i Bibelen knyttet til det kristne fællesskab, noget jeg gentagende gange må minde mig selv om.

Jeg har diskuteret det kristne fællesskab flere gange med forskellige folk. Til tider griner man af mig når jeg i et svagt øjeblik indrømmer at mit ideelle kristne fællesskab er et sted hvor man nok smiler pænt til sidemanden, men ellers bare sætter sig ind på sin bænk, får sin prædiken og går igen. Og det er da også lige til at grine, eller græde, af. Et kristent fællesskab uden fællesskab, hvor prædikenen tilbydes fra kasse ét og nadveren automatisk kan tappes fra beholderen ved siden af denne. En automatisering af kirken i stedet for et levende og ægte fællesskab.

Nu har jeg bakset så længe med dette spørgsmål at jeg burde være kommet frem til en løsning eller i hvert fald nogle forslag der kunne hjælpe os på vej. Men jeg kan umiddelbart blot observere at ikke alle passer ind når det kommer til det kristne fællesskab. Alle er velkomne men mødet er indrettet sådan at alle ikke kan være med med samme grad af velvære. Måske er vi bare ikke klar over at nogle folk føler sådan? “Det skal nok fungere hvis vi bare forsøger” tænker vi, men i samme menighed sidder en person som egentligt bare vil have forkyndelsen og en anden som håber at finde sine bedste venner her og støtte sig til dem i sin tro. Og de bliver altså aldrig enige, og hen af vejen risikerer begge at føle sig udenfor.

Nu tilhører jeg den indadvendte gruppe som har svært ved at engagere sig i nye mennesker og den sociale side af det kristne fællesskab. Andre har et personlighedstræk som gør at de “lader op” sammen med andre mennesker og er derfor helt med på det store fællesskab. Hvor er vi forskellige! Hvordan skal vi få det til at fungere?

Parolen synes at være at det er mig og ligesindede som selv sidder med aben når det kommer til den indadvendtes integration i fællesskabet. Men jeg foreslår at vi med vores kære engagerede og sociale medkristne må tænke dybere over hvad det skal kræve rent socialt at være med i det kristne fællesskab. For mig er det kristne fællesskabs ypperligste rolle at inspirere os til personlig tro og inspirere os til at søge opbyggelse gennem bøn og andagt i vores hverdag. Vi skal ikke bare fyldes op og køre videre til næste møde. Man skal ikke støtte sig op ad det kristne fællesskab, men af de sandheder vi deler sammen.

Det kristne fælleskab er en super ting, men er samtidigt ikke kristenlivets ypperligste udtryk. Det er derimod en hjælp og støtte for individer til at søge Gud. Men som indadvendt og efterårsmuggen er det svært at engagere sig i dette, selvom man stadig gerne vil være en del af menigheden. Men er der også plads til folk som ikke altid orker at engagere sig i lovsang, vidnesbyrd og fælleslege? Skal vi blive væk? Kan et fælleskab leve med personer som har det bedst med at sidde tavse for sig selv. Er det overhovedet fællesskab?

Det var bare en samling af refleksioner og overvejelser. Jeg tror mange bør gøre sig nogle tanker om nogle af disse emner. Hvad mener du?

Moral

I hvor høj grad har vi kristne egentligt fokus på moral?

Meget hvis vi kigger på Bibelen og søger at lever i overensstemmelse med Jesus radikalisering af de 10 bud og Paulus’ konkrete vejledninger til det kristne liv osv.

Meget hvis vi kigger historisk og traditionel kristendommen fx i vækkelsesbevægelserne, som afskar sig kraftigt fra det verdslige i samfundet i sin tid og nogle steder vel lavede små “eksilsamfund” hvor Bibelen havde alt at sige i hverdagen.

Når jeg kigger på mit eget liv, så kommer moralen kun rigtigt op når jeg ser andre folk gøre ting som jeg forarges over: fx cykler overfor rødt, er åbenlyst egoistiske eller stolt ophøjer diverse tåbeligheder. Konklusionen lyder: det var vist ikke den rigtige måde at agere på.

Men jeg savner en rygradsreaktion hos mig selv, hvor jeg funderer på det moralsk rigtige i min egne gerninger i min egen hverdag. Ikke når jeg har gjort noget: “var dette egentligt klogt?” men inden jeg handler! “Hvad er det rigtige at gøre” i en given situation, eller: “hvordan griber jeg nu dette an” før jeg kommer ud for diverse hverdags problemstillinger. Altså en rygradsreaktion hvor man hele tiden summer over noget i retningen af: hvad siger de 10 bud, det dobbelte kærligheds bud, den kristne tradition osv. til det jeg har gang i nu og her?

Er det kun mig der mangler denne rygradsreaktion, eller er det noget generelt at “moral” og “moralsk” er noget vi tilskriver handlinger som er sket – ikke noget vi seriøst overvejer før vi handler. Holder vi os fromt og hellige fra åbenlyse synder, mens vi lever som vi finder for godt i andre forhold, uden at tage moral og “Guds plan for vores liv” ind over dagliglivet?

Store Bededag

Danmark er ét af de mest religiøse samfund i verden når man lige twister den.

Tænk sig at religionen dikterer lukkelove og rytmer for selve arbejdslivet. Fri på søndage fordi Gud hvilede på den 7. dag efter skabelsen, fri på helligdage fordi kirken fejrer bibelske højtider der. Og så har vi så en dag som Store Bededag, som jo er en sammenpresning af flere bededage (for mange helligdage kan altså trods alt blive for meget af det gode for samfundet).

Vi har som kristne en udstrakt hånd fra vort samfunds opbygning til at hvile og søge Gud på disse dage. Til at lade os påvirke af fællesskab med ham i bøn og lade os fylde af hans ord gennem bibel og opbyggelig læsning.

Jeg synes, når jeg går på klingen, at Store Bededag er et lidt fjollet levn fra en mere kirkelig fortid. Jeg nyder fridagen, men kan ikke helt tage den så seriøst at jeg rent faktisk respekterer den som “bededag”. Men i udgangspunktet er det jo vel en udstrakt hånd fra samfundets opbygning til at søge Gud?

Tager du i dag imod denne udstrakte hånd fra det religiøse samfund til at søge Gud?

En lovsang

“Det vil altid være aktuelt” er en lovsang forsøgt skrevet på bibelske sandheder og med fokus på centrale elementer i disse. Det er en lovsang der er forsøgt komponeret på en melodi, som genremæssigt befinder sig i noget som jeg, i mangel af kendskab til almene genrebetegnelser, vil kalde “lazy singing”… Dvs en melodi der ikke svinger for meget i højdepunkter og ømme C stykker, men som forsøger på følelsesneutralt og fair vis at føre den syngende igennem teksten. Så må teksten lede til en evt. følelse og ikke melodien.

Jeg har det personligt rigtigt dårligt med lovsang, og er uafklaret på rigtigt mange områder. Så at jeg selv skriver én er måske ironisk. Men konceptet kan jo nok bruges mener jeg, altså det at synge sammen som kristne, men det skal i den grad nedjusteres i vores fællesskaber mener jeg. Men nu vil jeg ikke slå et alt for stort brød op, så jeg bevæger mig til teksten:

Det vil altid være aktuelt
det evangelium fortalt
til syndere som os!
At Jesus kom fra Himlen ned
udsendt af Gud fra herlighed
at bære synd’res kors.

Jeg kæmper for at tro,
men jeg finder sjældent ro.
For når jeg ser
på hvad jeg præstér
vidner alt imod mig!

Min tro var en præstation
som måske narrede nogen
Men min samvittighed dømte
at hjertet forsømte
at søge din hjælp!

Det vil altid være aktuelt
det evangelium fortalt
til syndere som os!
At Jesus kom fra himlen ned
udsendt af Gud fra herlighed
at bære synd’res kors.

Og byde døden trods
til lyksalighed for os!
I kærlighed
og i herlighed
led han i mit sted!

Mit gamle jeg må dø
og mit ishjerte må tø.
Her er daglig trøst:
Han elsked’ os først!
Nåde og fred!

Det er næsten ærgerligt at snyde jer for melodien, så til de nysgerrige er her er en bid med min spæde ryst akkompagneret af klimpende guitarspil i rigtig forfærdelig kvalitet: Det vil altid være aktuelt

Når mandag er følelsesløs

Livet som kristen er ofte idylliseret oppe i mit hoved. Et hverdagsliv i Guds kærligheds tegn! Et hverdagsliv med mening, mildhed og glæde, kærlighed til næsten og overskud til at søge Guds rige.

Men så bliver det mandag og det hele mærkes pludseligt følelsesløst. Næstekærligheden synes ikke at ville udleves, bønnen sidder ikke helt i skabet, og andagtsstykket skyller godt nok som vand over en knastør sjæl, som læskes, men få minutter efter igen føles tør og tørstig.

Jeg synes ofte det føles forkert, når det ikke giver et konstant smil på læben, at Jesus er død for mig. Min tak til ham stikker dog dybere end min egen overflade og udstråling, men oftest holder den sig dog også dybt dernede. Der er ikke snak om tvivl på Guds kærlighed, for den er jo en konstant som ligger udenfor mig. Men det er min manglende gejst og glæde jeg kan skamme mig over.

Det føles naivt at forvente at man kan rende rundt med overskud og glæde hele tiden. Dertil virker verden for ond og sjælen for arret. Men hvor kunne jeg godt tænke mig at se en ordentlig skare af glade og lykkelige kristne komme brusende ud i samfundet med kærlighed og overskud, kristne som dagligt udlever Paulus’ formaning til Fillipperne om at:

…være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden (Fil 2,15)

Det kan irritere mig at jeg som kristen ikke er et bedre “himmellys”. Jeg har daglig kontakt med mennesker som har brug for dette lys fra Gud, men jeg finder mig alt for ofte selv på lavt blus.

Nej, jeg ser ikke mig selv i den kristne superliga en halv grå mandag i april. Men med Gud som manager kan jeg måske nok ende i toppen alligevel. Som Paulus skriver:

For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. (Fil 2,13)

Dybfrossent hjerte

Jeg har en erfaring af min tro, som ofte vender tilbage. Det er en følelse i mit hjerte, som svinger op og ned, som nogle gange er stærk og andre gange mindre stærk. Det er kulde og død. Det går med jævne mellemrum til min rædsel op for mig, at mit hjerte er så koldt, ja nærmest dybfrossent, at det umuligt kan præstere tilstrækkeligt med tro. Det er forfærdeligt, for jeg ved jo udmærket godt, hvor meget Jesus har ofret for at frelse mig, og så kan jeg ikke engang præstere en smule hjertevarme til gængæld. Jaja, det føles måske en anelse bedre, når man er på store kristne lejre eller stævner, hvor jeg måske kan hive mig helt op til en rar følelse i maven eller endda lidt gåsehud under lovsangen, og måske holder følelsen nogle dage efter, men hurtigt går det op for mig, at det bare var ubetydelig symptombehandling, og at mit hjerte stadig er akkurat lige så koldt og dødt som før. Og jeg kan så småt begynde at rive mig i håret af frustration, for den slags hjerter kan da umuligt være til nogen som helst behag for Gud. Til sidst kommer det store spørgsmål så uværgeligt snigende: jamen, har jeg da helt mistet troen? Mit hjerte føles jo stendødt, og jeg kan ikke se skyggen af tro derinde!

Jeg skriver ikke dette for at udlevere mig selv på en eller anden følelsespornografisk måde, men fordi jeg er overbevist om, at det er en almen kristen erfaring. Vi har alle en grunderfaring af at være kolde og døde, og mange forsøger så at behandle denne sygdom ved at leve fra det ene adrenalinkick til det næste. Fra gåsehud til gåsehud. Men det er og bliver overfladisk symptombehandling.

For mit eget vedkommende blev det et vendepunkt for mig, da jeg indså betydningen af den sandhed, som kommer til udtryk i en rigtig god sang:

Min frelsesgrund er ikke min tro, min kærlighed,
omvendelse og bønner, ej livets hellighed.
Nej, grundvolden er Kristus, Guds Søn, urokkelig.
Og andre grunde frelser ej, det har jeg skriftelig.

Jeg bliver spurgt: Hvad er grundlaget for din frelse? Og straks begynder jeg at grave i mit gamle, kolde og døde hjerte, for at finde noget, som kan minde bare en lille smule om tro. Som om jeg virkelig tror, at jeg på dommendag vil få noget som helst ud af at vifte ivrigt med min fine tro, for at overbevise Gud om at jeg skal lukkes ind på den nye jord. Som om min tro, selv på en god dag, skulle være god nok til at åbne Himlens porte for mig.

Nej, i stedet for lede efter den smule tro og hjertevarme, som jeg måske/måske ikke finder i mit eget hjerte, så er der kun én ting at gøre: henvise til Jesus. Når spørgsmålet om min frelse dukker op, så duer det kun at pege på Jesus. Hvis jeg virkelig vil pege på mit eget hjerte eller min egen tro, så er det dømt til at gå galt. Min frelsesgrund er fast forankret uden for mig selv. Min frelsesgrund sidder i Himlen og hedder Jesus Kristus, og når han sidder dér, så er min frelsesgrund i sikkerhed. Når han sidder dér, så kan mit eget kolde og døde hjerte ikke længere ødelægge det for mig, så kan det ikke længere så tvivl om min frelse, for min frelsesgrund er uden for mit kolde hjertes rækkevidde. Det er altså Jesus, du skal vifte ivrigt med på dommedag, for så vil du med garanti (himmelsk garanti endda) blive lukket ind på den nye jord.

Jamen, jeg skal da tro på Jesus, skal jeg ikke? Og det er jo netop det, som er problemet, for den tro kan jeg ganske enkelt ikke finde hos mig!

Jo, du skal tro på Jesus. Men den tro, som frelser dig, finder du ikke i dit eget hjerte som en særlig følelse, for i dit eget hjerte finder du kun fortvivlelse. Tro er nemlig ikke en følelse, du kan hive eller slide ud af dit hjerte, men tro er netop at vifte ivrigt med Jesus overfor Gud. Tro er at komme til Jesus præcis som du er, og bede ham om frelse og nåde, og det kan du gøre uanset hvor dødt og koldt dit hjerte er. Troen er som en urviser: Den kan være nok så stor og flot, men hvis den ikke sidder i uret og peger det rigtige sted hen, så en den fuldstændig ligegyldig. Omvendt kan urviseren være lille og skrøbelig, men hvis den sidder i uret og peger det rigtige sted hen, så tjener den sit formål, og mere kræves der ikke af den. Det vigtige ved troen er ikke dens størrelse, intensitet eller varme, men om den peger på Jesus, om den kommer til ham med synden beder ham om tilgivelse. Dermed bliver temperaturen i mit hjerte helt overflødig, for troen er af en helt anden verden!

Mit hjerte er koldt, men Jesus er varm.

Jeg er fortabt, men Jesus kom for at frelse det fortabte.

“Gud har to replikker i Markusevangeliet” …

Nu behøver man jo heller ikke at blive så hurtigt fornærmet som jeg. Man kunne snildt lade riven blive stående i skuret frem for at tage den ud og tilmed ryste den som en gal over denne kommentar: “Gud har to replikker i Markusevangeliet”.

“Ja, Gud som i Gud Fader, ikke sandt lille dame?” hører jeg mig selv tænke, så snærpet og pubertetsfornærmet, at jeg nærmest rynker på næsen bare ved at tænke ordene… Jeg sidder til NT undervisning på religionsvidenskab ved Københavns Universitet og får undervisning over lektien i Markusevangeliet. Men jeg spilder dog ikke tiden med at være fornærmet, men lærer ved hjælp af min reaktion lidt om mig selv og min tilgang til Bibelen.

Jeg går fornærmet udfra at min kære lærer med hendes, for mig at se, liberale tilgang kun har i sinde at kaste tåger og skygger over teksten egentlige hensigt: at sprede det gode budskab. Men nu er hendes job jo at give mig nogle andre vinkler og diskutere andre emner i teksten – og hermed hjælpe mig med at bestå eksamen. Og selvom jeg er teolog-spire/slash/pretendent og måske burde fatte interesse for teologiske finurligheder, så finder jeg min tilgang til Bibelen noget fastlåst i en vinkel, som måske understreger min position som wannabe lægmandsprædikant. Jeg kan ikke læse en bibeltekst uden at tænke: “hvad siger teksten om opbyggelse i troen på Jesus som min frelser?”

Jow, kristendommes sociologiske perspektiver og narrative lag er interessante vinkler på teksten og kan fint bruges til at komme et spadestik dybere. Men at man altså sagtens kan tale om en bibeltekst uden at komme rundt om det kristne liv, tro og tvivl, kors og opstandelse, lov og evangelium, det skal jeg minde mig selv om NT-time efter NT-time. Og selvom jeg ikke vil sige at jeg føler mig 100% åndeligt tryg under hendes vejledning, så kan jeg ikke forvente at timen starter og slutter med bøn, med the good old L&E inde mellem… Så vær nu ikke så snerpet makker! Og undskyld Anne! (nr. 1 fra venstre, guitarist i det hedengangne band Miss B. Haven…)