ORAELM - Bibel, kirke og kristentro

I hvor høj grad har vi kristne egentligt fokus på moral?

Meget hvis vi kigger på Bibelen og søger at lever i overensstemmelse med Jesus radikalisering af de 10 bud og Paulus’ konkrete vejledninger til det kristne liv osv.

Meget hvis vi kigger historisk og traditionel kristendommen fx i vækkelsesbevægelserne, som afskar sig kraftigt fra det verdslige i samfundet i sin tid og nogle steder vel lavede små “eksilsamfund” hvor Bibelen havde alt at sige i hverdagen.

Når jeg kigger på mit eget liv, så kommer moralen kun rigtigt op når jeg ser andre folk gøre ting som jeg forarges over: fx cykler overfor rødt, er åbenlyst egoistiske eller stolt ophøjer diverse tåbeligheder. Konklusionen lyder: det var vist ikke den rigtige måde at agere på.

Men jeg savner en rygradsreaktion hos mig selv, hvor jeg funderer på det moralsk rigtige i min egne gerninger i min egen hverdag. Ikke når jeg har gjort noget: “var dette egentligt klogt?” men inden jeg handler! “Hvad er det rigtige at gøre” i en given situation, eller: “hvordan griber jeg nu dette an” før jeg kommer ud for diverse hverdags problemstillinger. Altså en rygradsreaktion hvor man hele tiden summer over noget i retningen af: hvad siger de 10 bud, det dobbelte kærligheds bud, den kristne tradition osv. til det jeg har gang i nu og her?

Er det kun mig der mangler denne rygradsreaktion, eller er det noget generelt at “moral” og “moralsk” er noget vi tilskriver handlinger som er sket - ikke noget vi seriøst overvejer før vi handler. Holder vi os fromt og hellige fra åbenlyse synder, mens vi lever som vi finder for godt i andre forhold, uden at tage moral og “Guds plan for vores liv” ind over dagliglivet?

Danmark er ét af de mest religiøse samfund i verden når man lige twister den.

Tænk sig at religionen dikterer lukkelove og rytmer for selve arbejdslivet. Fri på søndage fordi Gud hvilede på den 7. dag efter skabelsen, fri på helligdage fordi kirken fejrer bibelske højtider der. Og så har vi så en dag som Store Bededag, som jo er en sammenpresning af flere bededage (for mange helligdage kan altså trods alt blive for meget af det gode for samfundet).

Vi har som kristne en udstrakt hånd fra vort samfunds opbygning til at hvile og søge Gud på disse dage. Til at lade os påvirke af fællesskab med ham i bøn og lade os fylde af hans ord gennem bibel og opbyggelig læsning.

Jeg synes, når jeg går på klingen, at Store Bededag er et lidt fjollet levn fra en mere kirkelig fortid. Jeg nyder fridagen, men kan ikke helt tage den så seriøst at jeg rent faktisk respekterer den som “bededag”. Men i udgangspunktet er det jo vel en udstrakt hånd fra samfundets opbygning til at søge Gud?

Tager du i dag imod denne udstrakte hånd fra det religiøse samfund til at søge Gud?

“Det vil altid være aktuelt” er en lovsang forsøgt skrevet på bibelske sandheder og med fokus på centrale elementer i disse. Det er en lovsang der er forsøgt komponeret på en melodi, som genremæssigt befinder sig i noget som jeg, i mangel af kendskab til almene genrebetegnelser, vil kalde “lazy singing”… Dvs en melodi der ikke svinger for meget i højdepunkter og ømme C stykker, men som forsøger på følelsesneutralt og fair vis at føre den syngende igennem teksten. Så må teksten lede til en evt. følelse og ikke melodien.

Jeg har det personligt rigtigt dårligt med lovsang, og er uafklaret på rigtigt mange områder. Så at jeg selv skriver én er måske ironisk. Men konceptet kan jo nok bruges mener jeg, altså det at synge sammen som kristne, men det skal i den grad nedjusteres i vores fællesskaber mener jeg. Men nu vil jeg ikke slå et alt for stort brød op, så jeg bevæger mig til teksten:

Det vil altid være aktuelt
det evangelium fortalt
til syndere som os!
At Jesus kom fra Himlen ned
udsendt af Gud fra herlighed
at bære synd’res kors.

Jeg kæmper for at tro,
men jeg finder sjældent ro.
For når jeg ser
på hvad jeg præstér
vidner alt imod mig!

Min tro var en præstation
som måske narrede nogen
Men min samvittighed dømte
at hjertet forsømte
at søge din hjælp!

Det vil altid være aktuelt
det evangelium fortalt
til syndere som os!
At Jesus kom fra himlen ned
udsendt af Gud fra herlighed
at bære synd’res kors.

Og byde døden trods
til lyksalighed for os!
I kærlighed
og i herlighed
led han i mit sted!

Mit gamle jeg må dø
og mit ishjerte må tø.
Her er daglig trøst:
Han elsked’ os først!
Nåde og fred!

Det er næsten ærgerligt at snyde jer for melodien, så til de nysgerrige er her er en bid med min spæde ryst akkompagneret af klimpende guitarspil i rigtig forfærdelig kvalitet: Det vil altid være aktuelt

Livet som kristen er ofte idylliseret oppe i mit hoved. Et hverdagsliv i Guds kærligheds tegn! Et hverdagsliv med mening, mildhed og glæde, kærlighed til næsten og overskud til at søge Guds rige.

Men så bliver det mandag og det hele mærkes pludseligt følelsesløst. Næstekærligheden synes ikke at ville udleves, bønnen sidder ikke helt i skabet, og andagtsstykket skyller godt nok som vand over en knastør sjæl, som læskes, men få minutter efter igen føles tør og tørstig.

Jeg synes ofte det føles forkert, når det ikke giver et konstant smil på læben, at Jesus er død for mig. Min tak til ham stikker dog dybere end min egen overflade og udstråling, men oftest holder den sig dog også dybt dernede. Der er ikke snak om tvivl på Guds kærlighed, for den er jo en konstant som ligger udenfor mig. Men det er min manglende gejst og glæde jeg kan skamme mig over.

Det føles naivt at forvente at man kan rende rundt med overskud og glæde hele tiden. Dertil virker verden for ond og sjælen for arret. Men hvor kunne jeg godt tænke mig at se en ordentlig skare af glade og lykkelige kristne komme brusende ud i samfundet med kærlighed og overskud, kristne som dagligt udlever Paulus’ formaning til Fillipperne om at:

…være uangribelige og uden svig, Guds lydefrie børn midt i en forkvaklet og forvildet slægt, hvor I stråler som himmellys i verden (Fil 2,15)

Det kan irritere mig at jeg som kristen ikke er et bedre “himmellys”. Jeg har daglig kontakt med mennesker som har brug for dette lys fra Gud, men jeg finder mig alt for ofte selv på lavt blus.

Nej, jeg ser ikke mig selv i den kristne superliga en halv grå mandag i april. Men med Gud som manager kan jeg måske nok ende i toppen alligevel. Som Paulus skriver:

For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje. (Fil 2,13)

Jeg har en erfaring af min tro, som ofte vender tilbage. Det er en følelse i mit hjerte, som svinger op og ned, som nogle gange er stærk og andre gange mindre stærk. Det er kulde og død. Det går med jævne mellemrum til min rædsel op for mig, at mit hjerte er så koldt, ja nærmest dybfrossent, at det umuligt kan præstere tilstrækkeligt med tro. Det er forfærdeligt, for jeg ved jo udmærket godt, hvor meget Jesus har ofret for at frelse mig, og så kan jeg ikke engang præstere en smule hjertevarme til gængæld. Jaja, det føles måske en anelse bedre, når man er på store kristne lejre eller stævner, hvor jeg måske kan hive mig helt op til en rar følelse i maven eller endda lidt gåsehud under lovsangen, og måske holder følelsen nogle dage efter, men hurtigt går det op for mig, at det bare var ubetydelig symptombehandling, og at mit hjerte stadig er akkurat lige så koldt og dødt som før. Og jeg kan så småt begynde at rive mig i håret af frustration, for den slags hjerter kan da umuligt være til nogen som helst behag for Gud. Til sidst kommer det store spørgsmål så uværgeligt snigende: jamen, har jeg da helt mistet troen? Mit hjerte føles jo stendødt, og jeg kan ikke se skyggen af tro derinde!

Jeg skriver ikke dette for at udlevere mig selv på en eller anden følelsespornografisk måde, men fordi jeg er overbevist om, at det er en almen kristen erfaring. Vi har alle en grunderfaring af at være kolde og døde, og mange forsøger så at behandle denne sygdom ved at leve fra det ene adrenalinkick til det næste. Fra gåsehud til gåsehud. Men det er og bliver overfladisk symptombehandling.

For mit eget vedkommende blev det et vendepunkt for mig, da jeg indså betydningen af den sandhed, som kommer til udtryk i en rigtig god sang:

Min frelsesgrund er ikke min tro, min kærlighed,
omvendelse og bønner, ej livets hellighed.
Nej, grundvolden er Kristus, Guds Søn, urokkelig.
Og andre grunde frelser ej, det har jeg skriftelig.

Jeg bliver spurgt: Hvad er grundlaget for din frelse? Og straks begynder jeg at grave i mit gamle, kolde og døde hjerte, for at finde noget, som kan minde bare en lille smule om tro. Som om jeg virkelig tror, at jeg på dommendag vil få noget som helst ud af at vifte ivrigt med min fine tro, for at overbevise Gud om at jeg skal lukkes ind på den nye jord. Som om min tro, selv på en god dag, skulle være god nok til at åbne Himlens porte for mig.

Nej, i stedet for lede efter den smule tro og hjertevarme, som jeg måske/måske ikke finder i mit eget hjerte, så er der kun én ting at gøre: henvise til Jesus. Når spørgsmålet om min frelse dukker op, så duer det kun at pege på Jesus. Hvis jeg virkelig vil pege på mit eget hjerte eller min egen tro, så er det dømt til at gå galt. Min frelsesgrund er fast forankret uden for mig selv. Min frelsesgrund sidder i Himlen og hedder Jesus Kristus, og når han sidder dér, så er min frelsesgrund i sikkerhed. Når han sidder dér, så kan mit eget kolde og døde hjerte ikke længere ødelægge det for mig, så kan det ikke længere så tvivl om min frelse, for min frelsesgrund er uden for mit kolde hjertes rækkevidde. Det er altså Jesus, du skal vifte ivrigt med på dommedag, for så vil du med garanti (himmelsk garanti endda) blive lukket ind på den nye jord.

Jamen, jeg skal da tro på Jesus, skal jeg ikke? Og det er jo netop det, som er problemet, for den tro kan jeg ganske enkelt ikke finde hos mig!

Jo, du skal tro på Jesus. Men den tro, som frelser dig, finder du ikke i dit eget hjerte som en særlig følelse, for i dit eget hjerte finder du kun fortvivlelse. Tro er nemlig ikke en følelse, du kan hive eller slide ud af dit hjerte, men tro er netop at vifte ivrigt med Jesus overfor Gud. Tro er at komme til Jesus præcis som du er, og bede ham om frelse og nåde, og det kan du gøre uanset hvor dødt og koldt dit hjerte er. Troen er som en urviser: Den kan være nok så stor og flot, men hvis den ikke sidder i uret og peger det rigtige sted hen, så en den fuldstændig ligegyldig. Omvendt kan urviseren være lille og skrøbelig, men hvis den sidder i uret og peger det rigtige sted hen, så tjener den sit formål, og mere kræves der ikke af den. Det vigtige ved troen er ikke dens størrelse, intensitet eller varme, men om den peger på Jesus, om den kommer til ham med synden beder ham om tilgivelse. Dermed bliver temperaturen i mit hjerte helt overflødig, for troen er af en helt anden verden!

Mit hjerte er koldt, men Jesus er varm.

Jeg er fortabt, men Jesus kom for at frelse det fortabte.